(Ill. foto: Colourbox).

(Ill. foto: Colourbox).

Nye muligheder for placering af hjertestarter.

Hjerteforeningens lokalkomité for Greve, Solrød og Køge har en hjertestarter til udlodning blandt foreninger og organisationer i de tre kommuner.
- Igen har vi fået mulighed for at donere en hjertestarter - nr. 2 i rækken - i vort virkeområde. Den gives til en forening eller en organisation, hvor mange mennesker samles. Donationen er kommet i stand, fordi Hjerteforeningens Region Sjælland har modtaget et større beløb fra Fonden af 1848. Det betyder, at vi kan placere yderligere en hjertestarter i hvert af områderne for de 14 lokalkomiteer, der er tilknyttet Hjerteforeningens Region Sjælland, oplyser formanden for lokalkomiteen i Greve/Solrød/Køge, Tonni Solskov.
Livreddende førstehjælp er en væsentligt betingelse for overlevelse, når borgere kommer ud for et pludseligt hjertestop. I den livreddende førstehjælp vil anvendelsen af en hjertestarter i mange tilfælde gøre forskellen mellem liv og død.
I Hjerteforeningen har vi mange eksempler på, at hjertestarteren ved hurtig indsats har reddet menneskeliv.
- Vi har i Hjerteforeningens lokalkomite en strategi om, at placere hjertestartere i det offentlige rum med størst mulig tilgængelighed, og hvor mange mennesker samles. Der skal helst være adgang til den døgnet rundt, siger Tonni Solskov.
Den, der modtager hjertestarteren, er ansvarlig for at dens placering på www.hjertestarter.dk registreres, så det vil være muligt at få kendskab til placeringen af hjertestartere i det lokale område.
Med doneringen følger en vejledning i, hvordan den registreres og der vil til den organisation eller forening, der får tildelt hjertestarteren, blive afholdt et 3 timers kursus for 12 personer i betjeningen af hjertestarteren.
Ansøgninger modtages fra foreninger eller organisationer, der har aktiviteter, hvor mange mennesker jævnligt mødes, og hvor det vil være naturligt at placere en hjertestarter.
Ansøgningen sendes til Hjerteforeningens lokalkomite, Tonni Solskov, Ølbyvej 26, 4600 Køge, enten i brev eller på mail solskov@mail.dk inden den 23. maj.
Den første hjertestarter, der blev uddelt, gik til Hundige Kirke, der har opsat den på Sannes Pub, i Eriksmindecentret lige over for kirken.
- Vi ved, at Fonden af 1848 har stillet yderligere midler til rådighed, så vi i kan uddele hjertestarter nr. 3 i oktober-november måned i år. Vi glæder os naturligvis over, at Fonden igen har begunstiget Hjerteforeningens Region Sjælland, så vi kan fortsætte arbejdet med at redde liv ved pludselig hjertestop, siger formanden for lokalkomiteen. Vi ser frem til at modtage mange ansøgninger fra interesserede foreninger og organisationer, slutter Tonni Solskov.
pm

Publiceret 06 May 2011 15:15