Topscorer Simon Christoffersen og co. fik ikke rettet skyset ind i udekampen mod FC Fredericia. (Arkivfoto: JCJ).

Topscorer Simon Christoffersen og co. fik ikke rettet skyset ind i udekampen mod FC Fredericia. (Arkivfoto: JCJ).

HB Køge kom i modvind i Fredericia

De berømte marginaler var ikke på østsjællændernes side - og så må oprykningsfesten vente lidt endnu ...

Med en udebanesejr over FC Fredericia kunne HB Køges 1. Divisionshold have taget et næsten afgørende skridt mod Superligaen. Men sådan gik det ikke. Et på dagen mere skarpt hjemmehold sejrede 2-0 og tilføjede dermed HB Køge forårssæsonens andet nederlag.
HB Køge måtte stille op uden den sygdomsramte anfører Thomas G. Christensen, der i stedet overlod anførerbindet til Thomas Sørensen.
HB Køge kom - med vinden i ryggen - bedste fra start, og allerede efter tre minutter var Simon Christoffersen tæt på med hovedet, efter et fint indlæg fra Lasse Kronborg. Gæsterne sad i kampens første 25 minutter solidt på spillet, og fik lagt et godt pres mod hjemmeholdets mål, uden at det dog blev til de helt store muligheder.
I de sidste otte minutter af første halvleg havde først Lasse Kronborg et frispark tæt forbi mål, og i første halvlegs sidste minut bragede Simon Christoffersen bolden over mål på Marcel Rømers indlæg.
Anden halvleg - hvor HB Køge havde en hård vind imod sig - var kun et lille kvarter gammel da FC Fredericia bragte sig foran. Henrik Smedegaard fik med et godt spark sendt hjemmeholdet i spidsen.
Minuttet senere var Marcel Rømer tæt på at udligne, men han missede det store tilbud.
Otte minutter før tid var indskiftede Marco Agger tæt på at få udlignet med et lob lige over mål, kort efter at Lasse Kronborg havde været tæt på med et skud der blev rettet af, men en heldig redning i den situation forhindrede en HB Køge-scoring.
Syv minutter før tid ramte Bo Storm overliggeren - men i stedet for 1-1 blev det få minutter før tid 2-0 og en definitiv afgørelse på kampen, da Morten Friis sendte bolden over HB Køge målmanden Morten H. Jensen.
Med nederlaget må HB Køge venteen stund med at fejre oprykning til Superligaen. Holdet er med fire kampe tilbage syv points foran Vejle, der næste weekend får besøg af FC Fredericia.
HB Køges næste kamp er fredag den 13. maj kl. 19.00 på hjemmebane mod AB. 
HB Køges hold mod FC Fredericia:
Morten H. Jensen, Søren Nielsen, Thomas Sørensen, Stefan Hansen (77.: Marfco Agger), Andreas Sørensen, Fabinho (46.: Bo Storm), Lasse Kronborg, Nicolaj Madsen, Martin Christensenm Marcel Rømer og Simon Christoffersen.
pm

null

Publiceret 08 May 2011 21:15