Eksporten til Sverige går igen fremad efter nogle sløje år.

Eksporten til Sverige går igen fremad efter nogle sløje år.

Eksporten til Sverige går igen fremad

Danmarks næststørste eksportmarked blomstrer igen, og forventningerne er, at eksporten vil stige med ti mia. kroner de næste to år

Af
Helle Christoffersen

Svenskerne er for alvor ved at have rystet krisen af sig, og det kan blandt andet ses i de danske eksporttal. Nye tal fra Udenrigsministeriet viser, at eksporten af varer ventes at stige med næsten 10 milliarder kroner samlet i 2011 og 2012 i forhold til 2010.

"Vi oplever på ambassaden en stigende efterspørgsel på hjælp til at finde kunder, agenter og leverandører i Sverige. Det gælder blandt andet underleverandører til den svenske industri, som er markant større end den danske. Og det gælder fødevarer, hvor 10 procent af den samlede danske eksport i 2010 gik til Sverige. Nogle af forklaringerne er, at Sverige er kommet stærkt igennem den økonomiske krise, og er i fuld gang med at gennemføre reformer, som skal skabe endnu bedre betingelser for erhvervslivet," siger Mette Ehlers Mikkelsen, handelschef på Danmarks ambassade i Stockholm.

Generelt er dansk eksport kommet godt ud af 2010. Især nærmarkederne Sverige og Tyskland samt væksten i Asien har båret udviklingen.

Publiceret 09 May 2011 13:00