Sådan får du virksomhed og privatøkonomi til at spille sammen

Af
Af Kim Valentin

www.finanshus.dk

Når du som virksomhedsejer planlægger din økonomi, skal du tænke privatøkonomi og virksomhedsøkonomi som to dele, der gensidigt styrker hinanden.
Som virksomhedsejer gælder det om at få din virksomheds økonomi til at spille sammen med din privatøkonomi til størst mulig gavn for begge dele.
 "Hemmeligheden" består i, at du udnytter dine muligheder optimalt ved at være opmærksom på følgende tre ting:
- Udnytter jeg de skattemæssige forhold i virksomheden godt nok?
- Har jeg hverken for lidt eller for meget opsparing i virksomheden?
- Har jeg den rette risiko i forhold til mine investeringer i virksomheden?
Hvordan du får det bedste ud af din økonomi afhænger af den virksomhedsform, du har valgt. Fra Finanshuset i Fredensborg er det min erfaring, at de fleste virksomhedsejere kan forbedre deres samlede økonomi betydeligt, hvis de bare udnytter deres muligheder inden for skat, opsparing og risiko.

Spar op i privatøkonomien og spar i skat

Det bedste sted du kan spare op er normalt i privatøkonomien. Virksomhedsskatten er nemlig 25 %, mens skatten ofte kan udskydes eller reduceres til 15 % i privatøkonomien. Hvis du betaler topskat, vil det derfor være en bedre ide at indbetale til pension end at spare op i virksomheden. På den måde spreder du din indkomst over tid og reducerer dermed din skat.

Hvis du driver virksomhed i selskabsform, må du udbetale udbytter. Her er skatten ofte lavere end topskatten, og derfor er udbytter en god måde at betale mindre i skat, hvis du tjener mange penge i din virksomhed.

Pas på opsparingen og invester rigtigt

Du har brug for en opsparing i din virksomhed, men den må ikke blive for stor, for så kommer du til at betale for meget skat. Mange virksomheder har desuden mistet deres opsparing, fordi deres bank gik konkurs.

Investeringer er en vigtig del af din virksomheds udvikling. Du skal derfor være opmærksom på, at der er forskellige regler for, hvordan du må investere din opsparing. Hvis du har en personligt ejet virksomhed, så er der begrænsninger på, hvad du må investere i. Denne begrænsning kan hurtigt blive betydningsfuld, hvis du har mange penge, du ønsker at investere.
Omvendt er et selskab ikke omfattet af begrænsninger på, hvilke investeringer du må lave. Dermed er du friere stillet, når du skal lave en strategi for din opsparing i selskabet.

Publiceret 09 May 2011 08:00