Scion DTU får ny chef

Med Steen Donner i spidsen får Scion DTU en stærk netværker med stor erfaring i virksomhedsrådgivning, både nationalt og internationalt

Den 46-årige Steen Donner bliver ny administrerende direktør for Danmarks største forskerpark, Scion DTU. Han er uddannet cand.merc.jur. fra Handelshøjskolen i Århus og har efterfølgende taget en CBA (Certificate in Business Administration) i København samt gennemført diverse internationale kursusforløb.
Steen Donner kommer fra en stilling som adm. direktør i Copenhagen Capacity, Regionens investeringsfremmeorganisation, hvor han de seneste fire år har stået i spidsen for Hovedstadens tiltrækning af investeringer og arbejdspladser til København. Denne mission har bragt Steen Donner tæt på det danske videns– og forskningsmiljø og næret interessen for at styrke samspillet mellem virksomheder og universiteter.

Vigtigt med tæt samspil

Scion DTU's nye administrerende direktør har desuden været direktør i Dansk Industri og har i flere år rådgivet mindre og mellemstore virksomheder om vækst og internationalisering. Han glæder sig nu til at lægge sine kræfter i forskerparken, hvor han vil sætte sig i chefstolen den 1. august.
"Adgangen til stærke vidensmiljøer, og et tæt samspil mellem universiteter og den private sektor, bliver vigtigere og vigtigere faktorer i tiltrækningen af udenlandske investeringer. Her oplever jeg Scion DTU som en dygtig og professionel samarbejdspartner," siger Steen Donner.

Publiceret 09 May 2011 09:00