Fra den sidste store fest hos Konservative på Blåkildegård. Billedet er fra valgaftenen i 2009.

Fra den sidste store fest hos Konservative på Blåkildegård. Billedet er fra valgaftenen i 2009.

80’er fest med Lars Barfoed

Overalt i landet er vælgerforeningerne i gang med at forberede det kommende folketingsvalg. De lokale konservative går utraditionelle veje

Hvordan rekrutterer man frivillige til den kommende folketingsvalgkamp? Frivillige, der f.eks. vil deltage i at hænge plakater op, skrive læserbreve og dele valgkampmateriale ud, når ”ballonen går op”.
Hos de lokale konservative i Taastrup/Albertslund Kredsen går man nu en utraditionel vej, fordi man inviterer til en stor offentlig fest i KU’s lokaler på Blåkildegård i Taastrup 13. maj.
”Vi fik med relativ kort varsel mulighed for et møde med Lars Barfoed, men da vi gerne vil nå ud til en lidt bredere kreds, end vi kan forvente i forbindelse med et traditionelt vælgermøde, så opstod ideen om at holde en fest i forlængelse af de politiske input fra vores nyvalgte formand”, fortæller Kurt Scheelsbeck.
”Tilbage i 70’erne og 80’erne kørte vi diskoteksfester i KU’s lokaler hver fredag. Jeg løber derfor ofte ind i lokale borgere, der efterlyser en fest med 80’erne som tema for de ”gamle” diskoteksmedlemmer fra det, der dengang hed La Ferme Blanche (Den Hvide Gård). De får nu denne muligheden på fredag”, siger Kurt Scheelsbeck, der forventer et brag af en fest.
Programmet for 80’er festen på fredag indeholder spisning fra kl. 18.30, hvorefter Lars Barfoed giver en kort status på den politiske situation. To tidligere KU-landsformænd fra 80’erne vil herefter stille skarpe spørgsmål til den konservative formand, men alle andre kan også få svar på spørgsmål om partiets politik. Fra kl. 20.30 omdannes mødelokalet til et festlokale.

Publiceret 10 May 2011 10:27