Endelig vågner Ellemann

Af
Af Christel Schaldemose

medlem af Europa-Parlamentet (S).

De er i vores badeforhæng. I klipklapperne. Og i sofaen af kunstlæder. Farlige plastikstoffer, der går under navnet ftalater, og som i kombination med hinanden kan give hormonforstyrrelser og kræft.
Alligevel findes de i en række dagligdagsprodukter og i vores hjem, hvor vi indånder dem. De giftige stoffer hører ikke til der, og det har miljøminister Karen Ellemann heldigvis endelig indset.
Det var på tide. Stofferne har i årevis været under mistanke for at skade drengebørns kønsorganer og forårsage fedme. Men i stedet for at være forsigtig på forbrugernes vegne har regeringen prioriteret at være overmodig for industriens skyld.
Nu lader det dog endelig til, at Karen Ellemann er ved at vågne op – fire konkrete stoffer står nemlig til at blive forbudt. Det kan jeg kun hilse velkomment. Det er bare trist at tænke på alle de voksne og ikke mindst børn, der kan have taget skade, mens ministeren og regeringen har tøvet.

Publiceret 11 May 2011 07:45