Arkivfoto

Arkivfoto

Københavnsvej:

Tyv stjal bil på tankstation

En uheldig bilejer fik stjålet sin Mercedes firehjulstrækker på en Shelltank på Københavnsvej.
Politiet oplyser, at ejeren af den dyre bil, en 38-årig mand fra Viby, netop havde tanket bilen op og var gået ind for at betale sin benzinregning.
Mens han gjorde dette, så en dristig biltyv muligheden for at snuppe den sorte firehjulstrukne luksusbil.

Hasarderet kørsel

Biltyven kørte i høj fart væk fra stedet mod Trekroner, hvor en af politiets patruljevogne traf vognen på Trekroner Allé.
- Han kørte meget hasarderet, fortæller Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Han kørte blandt andet for stærkt og venstre om i en rundkørsel.
Tyven stoppede bilen på Trekroner Allé og løb derfra.
Politiet oplyser, at det ikke i første omgang lykkedes at få styr på ham, og at de nu undersøger sagen nærmere.

Publiceret 11 May 2011 10:30