Svineproducenterne er selv en del af løsningen

I dag dør hver fjerde nyfødte pattegris, inden den fylder fire uger. Samtidig bliver et stigende antal mennesker resistente overfor penicillin, fordi svin ofte er fyldt med medicin. De tendenser må og skal vi have vendt.
Derfor er det også meget glædeligt, at den danske svinebranche nu selv har erkendt, at der er problemer. Landbrug & Fødevarer har blandt andet opsat målsætninger for at reducere dødeligheden med 20 procent, og de vil reducere brugen af antibiotika. Det lyder fint. Men jeg vil se handling, før jeg tør tro på forbedringer.
Vi hører gang på gang, at danske svineavlere ikke kan konkurrere med de lave priser i udlandet. Men problemerne løses ikke kun med kolde kontanter. For et par uger siden havde jeg fornøjelsen af at besøge svineproducenten Anders i Assens, der har nedbragt dødstallet for sine nyfødte grise til 10 procent. Hans løsning var enkel: Han havde ansat en dygtig fodermester, der havde forstand på sit arbejde.
Det beviser, at svineproduktion ikke kun handler om konkurrencefordele og flere penge fra EU’s kasser. Som i alle andre brancher kommer man langt med god ledelse og kompetente folk. Den enkelte landmand kan altså også selv forbedre forholdene. Det er ikke kun omgivelsernes skyld, når der opstår problemer.

Publiceret 11 May 2011 17:15