Simon Christoffersen stiger til vejrs og header Lasse Kronborgs hjørnespark i nettet med et flot, kraftfuldt hovedstød. (Foto: JCJ).

Simon Christoffersen stiger til vejrs og header Lasse Kronborgs hjørnespark i nettet med et flot, kraftfuldt hovedstød. (Foto: JCJ).

Fire perler på SEAS NVE Park

Flotte mål og masser af intensitet og spænding da HB Køge og AB mødtes fredag aften.

Det skønneste forårsvejr dannede en smuk ramme om HB Køges næstsidste hjemmekamp i 1. Division i denne sæson, hvor AB gæstede SEAS NVE Park.
Mens gæsterne hverken kan nå at blande sig i oprykningsstriden eller er i fare for at rykke ud af divisionen, stod der anderledes alvorlige ting på spil for HB Køge - og det var tydeligt at se for de 1.641 tilskuere der havde droppet fredag aften foran TV for at støtte HB Køge mod en oprykning til Superligaen.
HB Køges spil var fra start nervøst og usammenhængende, og da AB virkede overraskende tandløse i deres fremadrettede spil, var der ikke meget at klappe af før i kampens 17. minut, hvor Lasse Kronborg bankede et frispark på den ene opstander.
 Blot to minutter senere brød jubelen så løs, da Simon Christoffersen steg til vejrs og med et kraftfuldt hovedstød bragte HB Køge foran 1-0.
Fem minutter senere var Lasse Kronborg igen tæt på ved et frispark, men denne gang havde AB-keeperen Jens Waltorp et sikkert greb om bolden.
I kampens 28. minut kom HB Køge i overtal på banen, da ABs Thomas Asmussen modtog sit andet gule kort i kampen og dermed måtte forlade banen.
Men herefter overtog AB kommandoen og kun fem minutter senere udlignede Klaus Lykke på et flot langskud fra 20 meters afstand uden chance for Morten H. Jensen i HB Køge målet.
AB kom bedst ud til anden halvleg, og efter blot fem minutters spil kom kampens tredie flotte scoring, da Daniel Pedersen sendte bolden op i det ene målhjørne til højre for Morten H. Jensen, der ikke havde nogen chance for at afværge AB-føringen.
Målet rystede tydeligt hjemmeholdet der spillede nervøst og frem for alt klumpede spillet sammen. Og AB havde tydeligt indstillet sig på at lukke kampen på en kontra - hvilket Bagsværd-mandskabet da også fik nogle stykker af, men til alt held for hjemmeholdet blev chancerne misbrugt.
Med 19 minutter igen kom så kampens fjerde perlemål. Efter flot opspil i højre side sendte Martin Christensen bolden ind i straffesparksfeltet, hvor Simon Christoffersen tog bolden ned med brystet og herefter kanonerede bolden i mål uden chance for Jens Waltorp i ABs mål.
Det var lige det kick HB Køge skulle have. Nu kom spillet ud på fløjene, hvor især Søren Nielsen i højre side var inspirator til nogle gode angreb, og det sidste kvarter havde køgenserne nogle flere gode angreb og chancer for at få de tre points i hus.
Men det lykkedes ikke - kampen sluttede 2-2, og dermed må HB Køge vente spændt på, hvordan kampen Vejle - FC Fredericia slutter lørdag eftermiddag.
Inden den kamp er HB Køge otte points foran Vejle - med tre kampe tilbage at spille.
HB Køges hold mod AB:
Morten H. Jensen, Søren Nielsen, Thomas G. Christensen, Stefan Hansen, Thomas Sørensen, Bo Storm, Lasse Kronborg, Nicolaj Madsen, Martin Christensen Marcel Rømer og Simon Christoffersen.
HB Køges næste kamp er på lørdag den 21. maj kl. 17.00 på udebane mod Skive IK.

Bo Storm i nærkamp med tre AB-spillere. (Foto: JCJ).

Bo Storm i nærkamp med tre AB-spillere. (Foto: JCJ).

null

Publiceret 13 May 2011 21:15