Søren Staf Hansen. (Foto: JCJ).

Søren Staf Hansen. (Foto: JCJ).

Køge Handelsstand ansætter aktivitetschef

Søren Staf Hansen bliver ny aktivitetschef i Køge Handelstandsforening med ansvar for at udvikle og koordinere foreningens aktivitetsprogram.

Søren Staf Hansen tiltræder mandag den 16. maj som aktivitetschef i Køge Handelsstandsforening.
Formanden for Handelsstandsforeningen, Jørgen Petersen, fortæller, at der er tale om en nyoprettet stilling, og at valget er faldet på Søren Staf Hansen ud fra hans store kendskab til byen og mangeårige erfaring inden for kommunikation, markedsføring og branding.
Aktivitetschefen får ansvaret for at udvikle og koordinere foreningens aktivitetsprogram i samarbejde med aktivitetsudvalget og medlemmerne. Samtidig får han den løbende kontakt med medlemmerne og bliver desuden ansvarlig for at genoplive handelsstandsforeningens nyhedsbrev og overordnet set at arbejde for at fastholde Køges status som Danmarks bedste handelsby.
Søren Staf Hansen er 60 år og oprindeligt bankuddannet og merkonom i markedsføring. De seneste mange år har han specialiseret sig inden for PR og kommunikation i bred forstand med ansættelser hos bl.a. Holmegaard, VELUX og ikke mindst Junckers Industrier, hvor han i en årrække var kommunikationschef.
Aktivitetschefen stammer fra Køge, men bor i dag i Næstved. Han ser med glæde frem til dialogen med de handlende i Køge. Men også til at arbejde for at sikre, at handelsstandsforeningen også i fremtiden fremstår som et stærkt fællesskab for de forretningsdrivende i Køge.
- Jeg har altid set Køge som en god og meget hyggelig handelsby, hvor den historiske bymidte med sin unikke atmosfære og de gamle gårde i samspil med udviklingen og Køge Kyst projektet udgør en spændende helhed for Køge som et attraktivt handelscentrum. Et mere spændende udgangspunkt kan jeg ikke forestille mig, siger Søren Staf Hansen.
mr

Publiceret 13 May 2011 08:45