Min mand roder

Kære Vibe
Min mand roder.  Han roder over stort set hele huset. Vi har talt om det mange gange, og han har lovet mig at blive bedre til at rydde op, men det er desværre ikke tilfældet. Det er nærmest blevet værre og værre.
Jeg synes ikke, det er rimeligt, at jeg skal rende rundt og være hans tjenestepige. Jeg bliver såret, når han ikke overholder vores aftaler. Det er som om, han bare er ligeglad med mig og mine følelser. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få ham til at blive bedre til at rydde op. Håber du kan hjælpe mig.
Med venlig hilsen
Ordensmennesket
Kære Ordensmenneske
Tak for din mail. Åh ja, det kan virkelig slide i et parforhold, når forskellighederne raser. Der er rigtig mange mennesker, der kender til den håbløshed du føler, når de gang på gang har bedt deres partner om at forbedre sig, og han/hun gang på gang har lovet at forsøge, men resultatet udebliver.
Jeg må desværre nok skuffe dig. Jeg kan ikke hjælpe dig med at få din mand til at rydde op. Det er så godt som umuligt at ændre et andet mennesker. – Og det er nok som det skal være! - Det er derimod altid lærerigt og udviklende at kigge på vores egne reaktioner.
Det er meget forskelligt, i hvor høj grad vi lader os påvirke af lyde, lugte, stemninger, og synsindtryk herunder; rod. Nogle mennesker er særligt sensitive og modtager langt flere sanseindtryk end andre. Rod kan virkelig forstyrre deres sjælefred.  Andre fungerer anderledes og ænser ikke, at det ser ud som om, der er sprunget en bombe i stuen.
Du har tydeligvis et langt større behov for orden end din mand. Noget af det vigtigste er, at I respekterer og anerkender hinanden og dermed også Jeres forskellige normer, værdier og behov.
Jeg kan godt forstå, at du bliver såret over, at din mand ikke overholder Jeres aftaler. Når aftaler brydes bliver det som regel vanskeligere at bevare håb og tillid. Det er altid sværere at overholde aftaler, vi ikke selv har haft behov for at indgå.
Prøv derfor at undgå at lave flere af den slags aftaler. Undersøg i stedet hvilke aftaler du laver med dig selv, og hvilke af dem du overholder! Find ud af hvad der forhindrer dig i at holde dine aftaler med dig selv, og hvad der skal til, for at du fremover gør det!
Det, der får energi, vokser. Jo mere du fokuserer på din mands roderi, jo mere vil det fylde. Prøv derfor at flytte dit fokus lidt væk fra hans roderi. Læg i stedet mærke til alle de ting han sørger for i dagligdagen. Han henter måske brænde, fylder olie på bilen, kører ungerne til fodbold, osv. 
Anerkend ham for det han rent faktisk gør, især hvis det skulle komme over ham at rydde op efter sig! Læg også mærke til de måder han viser, at han anerkender og respekterer dig. Udtryk gerne din påskønnelse!
Når din mand ikke rydder op, føler du dig som hans tjenestepige, og dermed ikke særlig respekteret og anerkendt. Det er imidlertid langt fra sikkert, at dette er tilfældet. Mit gæt er, at din mand simpelthen ikke opdager, at han roder. Hvis du vil have ham til at rydde op, må du nok sørge for, at han gør det.
Du må huske ham på hver eneste strømpe udenfor vasketøjskurven, hver eneste avis på sofabordet, hver eneste håndklæde på gulvet. Læg mærke til din følelsesmæssige reaktion bare ved tanken om at skulle gøre dette.
Giv den plads. Mærk irritationen, vreden, uretfærdighedsfølelsen helt ned i maven. Undersøg sårbarheden, magtesløshed, alt hvad der ligger bag. –Hvad minder det dig om? - Hvad handler dette om?
Prøv at finde den følelse, der ligger gemt dybt inde i ”tjenestepigen”. Måske føler hun sig forladt, helt alene, ikke elsket, ikke værd at elske. Måske er hun i tvivl om hun overhovedet har ret til at være her. Har ret til at være den hun er. Hvad du end måtte møde, så mød det med omsorg, anerkendelse og kærlighed.
Måske har du lige nu bedre af at bruge din energi på at rydde op og bringe orden i dit indre, i dine tanker, forventninger, forestillinger, følelser og behov i stedet for i det ydre.
God forårsrengøring og de kærligste hilsner
Vibe
Mail dit spørgsmål til: redaktion@kmc-as.dk
Eller send det til: Lørdagsavisen.dk, Galoche allé 16, 4600 Køge.
Mærket: ”Brevkassen”.

Publiceret 13 May 2011 09:45