Nye uddannelser i Østjylland

Erhvervsakademi Aarhus udvider nu repertoiret med tre nye specialiserede uddannelser

Af
Søren Bjerg Nielsen

Med studiestart i september, søsætter Erhvervsakademi Aarhus tre nye specialiserede uddannelser. Og der er både Danmarks- og Jyllandspremiere på dem.
Det drejer sig om tre professionsbacheloruddannelser (PBA) inden for så forskellige områder som e-konceptudvikling, jordbrugsvirksomhed og laboratorie-, fødevare-, eller procesteknologi.
De to førstnævnte er ikke tidligere set i Danmark, mens den sidste for første gang er at finde på en jysk uddannelsesinstitution.
De nye professionsbacheloruddannelser varer 1½ år og bygger henholdsvis ovenpå uddannelserne multimediedesigner, jordbrugsteknolog og laborant eller procesteknolog. Uddannelsernes sidste semester består af praktik samt et bachelorprojekt.
"Professionsbachelorbegrebet er på vej frem. Med en PBA får virksomhederne medarbejdere, der både har en praktisk tilgang til faget og teoretisk ballast," siger rektor på Erhvervsakademi Aarhus, Christian Mathiasen.

16 + 3

Med de tre nye uddannelser når Erhvervsakademi Aarhus efter sommerferien op på i alt 19 uddannelser i alt inden for it, byggeri, finans, jordbrug, teknik, salg og markedsføring.
Erhvervsakademi Aarhus er i forvejen Østjyllands tredjestørste uddannelsesinstitution, og kunne for lidt over en måned siden konstatere rekordmange ansøgere til næste sæson.

Publiceret 13 May 2011 12:00