Charlotte Lauridsen (tv.) og Helle Ridder Stenbakken (th.) vil sammen med Natascha Thomsen passe Kaffekælderen til daglig. (Foto: JCJ)

Charlotte Lauridsen (tv.) og Helle Ridder Stenbakken (th.) vil sammen med Natascha Thomsen passe Kaffekælderen til daglig. (Foto: JCJ)

Ny kaffebar i Køge satser på høj kvalitet

Kaffekælderen i Brogade serverer god kaffe - til at nyde i hyggelige omgivelser tæt på åen eller til at tage med.

Af
Martin Rasmussen

Hent en god kop kaffe på vej på arbejde - eller nyd bare en kop i løbet af dagen i hyggelige omgivelser.
Sådan lyder tilbuddet fra en ny kaffebar, som lørdag den 14. maj slår dørene op i Køge. Den hedder Kaffekælderen, og den ser ud til at kunne blive et samlingspunkt for ægte kaffenydere. Kaffen hentes hos risteriet Kontra Coffee på Østerbro, der er kendt for kaffe i høj kvalitet, og som i øvrigt er garant for helt nyristet kaffe.
Bag den nye kaffebar står Helle Ridder Stenbakken, der i forvejen med stor succes driver Sandwichcaféen i Brogade. Den nye kaffebar ligger i øvrigt ikke mange meter fra Sandwichcaféen - den har adresse i Brogade 26 i Åhuset, hvor der er indrettet siddepladser både inden for og uden for, så man både kan sidde på stedet og nyde sin kaffe eller tage den med på farten.
- Idéen er at skabe et lille, hyggeligt sted med personlighed, siger Helle Ridder Stenbakken, der trods det høje kvalitetsniveau lover priser på almindeligt caféniveau.
Til kaffen kan man nyde en hjemmebagt cupcake, og dertil kommer, at Kaffekælderen også - som det eneste sted i Køge - vil forhandle chokolade fra Simply Chocolate og karameller fra Karamelleriet.
På åbningsdagen tilbyder Kaffekælderen gratis kaffe fra klokken 10 om formiddagen, men til daglig har man altså åbent fra klokken 9.

Helle Ridder Stenbakken (tv) og Natascha Thomsen foran Kaffekælderen. (Foto: JCJ).

Helle Ridder Stenbakken (tv) og Natascha Thomsen foran Kaffekælderen. (Foto: JCJ).

Publiceret 15 May 2011 06:30