Arkivfoto

Arkivfoto

Algade:

Falske døve på spil

De har været i Fredericia, Aarhus, Aalborg og er nu også i Roskilde.
Ukendte mænd, som udgiver sig for at være døve og som samler penge ind til Center for Døve.
Politiet oplyser, at tre østeuropæiske mænd kom ind i en forretning mandag eftermiddag.
Her forsøgte de at lokke navn og penge ud af en mand, som stod i butikken ved at vise en skrivelse frem, der antydede, at de var fra døvesamfundet.
Det lykkedes dog ikke de tre mænd at lokke penge ud af borgeren, som havde hørt om de mange snyderier og Center for Døves udmelding om, at de ikke foretager gadeindsamlinger.
Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at der højst sandsynligt er en sammenhæng mellem indsamlingssnyderiet i de andre byer, og forsøget på snyd i butikken i Algade.
- Der er tale om fup og fiduser, siger han.
- Vi vil på det kraftigste advare om, at man ikke falder for deres falske indsamlinger.
De tre mænd beskrives som østeuropæiske, 20 til 30 år, klædt i almindeligt hverdagstøj, heraf en i en grå jakke.
Indsamlerne forsvandt i en ukendt retning efter at have været afvist af manden.

Publiceret 17 May 2011 10:15