Rishøj og Dennis Schmidt kan igen realistisk tro på, at de kan redde livet i 2.division vest. (Arkivfoto: JCJ).

Rishøj og Dennis Schmidt kan igen realistisk tro på, at de kan redde livet i 2.division vest. (Arkivfoto: JCJ).

En god uge for Rishøj

Torsdag i sidste uge lignede Rishøj en sikker nedrykker fra 2.division vest, men her godt en uge senere ser det noget anderledes ud, og holdet kan bestemt stadig drømme om overlevelse, før det fredag går løs mod Brabrand

Af
Martin van Dijk

Torsdag eftermiddag i sidste uge blev det offentliggjort, at Rishøj Boldklub fik tildelt en skrivebordssejr over Middelfart, der havde brugt en ulovlig spiller.
Det betød pludselig, at holdet kravlede væk fra sidstepladsen og fik en smule håb i nedrykningskampen. Skrivebordssejren blev så efterfølgende fuldt op af en overraskende 3-0 sejr på udebane mod Skovbakken, og sammenholdt med de øvrige resultater betød det, at Rishøj nu er tredjesidst med kun to point op til Otterup og Lindholm på den rigtige side af stregen.
-I kampen mod Skovbakken viste vi igen det niveau, vi gjorde imod Thisted. Vi var skarpe i de to felter, og så var gejsten helt i top. Jeg ved ikke, om skrivebordssejren mod Middelfart har givet lidt ekstra, det kunne godt se sådan ud, men det kan selvfølgelig også skyldes, at spillerne bare har spillet frit, og det så har frigivet lidt ekstra ressourcer, siger træner Jesper 'Købmand' Pedersen

Svær hjemmekamp

Der resterer fem spillerunder i 2.division vest, og Rishøj møder blandt andet Holstebro og Djursland, som begge er involveret i bundgyset. Først gælder det dog en svær hjemmekamp imod Brabrand, som er placeret lunt midt i tabellen.
-De andre hold i bunden er også begyndt at vinde, så det er svært at sige, hvor mange point vi skal samle for at redde os. Vi er nødt til bare at tage en kamp ad gangen, og først gælder det Brabrand, som er et meget svært hold at spille imod. De er utrolig stærke defensivt, og har rækkens bedste forsvar. Vi har desuden ikke været gode på hjemmebane, hvor vi selv skal skabe kampen, så det bliver en svær kamp, siger træneren.
Rishøj - Brabrand fredag den 20.maj kl. 15.00 på Køge stadion.

Publiceret 20 May 2011 09:00