Fløj alene til Tyrkiet som 16-årig

På trods af sin unge alder har Zuhal Kocan allerede haft sine billeder udstillet i udlandet

Af
Søren Bjerg Nielsen

Frem til 29. maj udstiller 22-årige Zuhal Kocan et udpluk af sine mange billeder på fairbar.
Billederne hun udstiller her, er en samling af billeder, der alle tager kvindefiguren i front, og viser de stærke og de skrøbelige sider af hende.
"Jeg har opdaget, at jeg bruger kvindekroppen og ansigtet meget i mine billeder. Når jeg går tæt på bliver det mimikken og ansigtsudtrykkene, og når det er langt fra bliver det lyset, rummet og detaljer der forstærker stemningen i billedet," forklarer Zuhal, der har taget billederne fra flere forskellige foto-serier.

Forsidemateriale

Men udstillingen på fairbar er absolut ikke første gang den dansk-tyrkiske fotograf, har fået sine billeder ud af mørkekammeret og ind i gallerierne.
"Jeg havde billeder på min første udstilling da jeg var 16. Der var en mand fra San Francisco som boede i Istanbul, der ville udstille mine billeder. Så tog jeg alene med flyet til Tyrkiet," fortæller Zuhal, der sidenhen fik et af sine billeder på forsiden af et af de mest anerkendte fotoblade i Tyrkiet "Fotograf Dergisi".

Anerkendelse > penge

Zuhal har allerede tjent penge på sine fotografier, men for hende er det ikke indtægten der gør det fedt at sælge et fotografi.
"Det handler for mig mere om anerkendelsen end pengene. Det at andre folk kan interessere sig fra et andet menneskes værker, og vil have det hængende i deres eget hjem."
Besøger man fairbar i disse dage, vil man uden tvivl lægge mærke til Zuhals smukke, mystiske og stemningsfyldte billeder der hænger på caféen.
"Jeg håber det er med til at overraske folk der besøger caféen. Måske kommer de for at drikke en kop kaffe eller høre musik, men nu får de også en visuel oplevelse med hjem."

null

Publiceret 20 May 2011 07:00