HB Køge nærmer sig Superligaen og kan tage et afgørende skridt, når man møder Skive lørdag.

HB Køge nærmer sig Superligaen og kan tage et afgørende skridt, når man møder Skive lørdag.

HB Køge et skridt fra Superligaen

Hvis resultaterne flasker sig, så kan HB Køge sikre sig Superligastatus i weekenden, hvor holdet på udebane møder Skive.

Af
Martin Rasmussen

Det er snublende tæt på, at HB Køge kan kalde sig Superligahold fra næste sæson.
Efter en god forårssæson kan holdet tage sidste skridt mod oprykningen i denne weekend, hvor holdet skal en tur til Skive - forudsat Vejle samtidig sætter point til i Gladsaxe mod AB.
Med tre runder tilbage har HB Køge et forspring på fem point til Vejle, som er det eneste hold, der kan true Køgemandskabets andenplads efter suveræne AGF, og derfor er forudsætningerne altså klare før lørdagens kamp i det jyske: En sejr sikrer oprykning, hvis Vejle taber eller spiller uafgjort.
Under alle omstændigheder bliver spændingen udløst snart, for hvis den første matchbold misses, så venter der en ny af slagsen tirsdag den 24. maj, hvor HB Køge spiller ude mod FC Fyn, mens Vejle skal en tur til Århus.
Under alle omstændigheder er to sejre i de tre sidste kampe nok for HB Køge, så der er gode chancer for oprykningsfest på SEAS NVE Park søndag den 29. maj, når HB Køge spiller sæsonens sidste kamp med AGF som modstander i det, der kan blive en direkte styrketest mellem de to nye hold i Superligaen næste sæson. Men først skal HB Køge altså lige gøre arbejdet helt færdigt...

Publiceret 20 May 2011 13:15