Gorm Vulvig-Kristensen set igennem de mange cykeldæk, der dekorativt hænger og venter på en cykel. Foto: Michael Wulff Hansen

Gorm Vulvig-Kristensen set igennem de mange cykeldæk, der dekorativt hænger og venter på en cykel. Foto: Michael Wulff Hansen

Findes det findes det hos Berthelsen

Gorm Vulvig-Kristensen er småmotorsmekaniker med hang til fjernstyrede fly

"Nej, det har vi ikke, men prøv lige henne ved Bethelsen!" Denne sætning er brugt flere gange i Hinnerup, når folk lige står og mangler en dingenot, en stump værktøj eller en helikopter.

Den spøjse butik, som der henvises til i Storegade 4, er siden 1994 indehavet af Gorm Vulvig-Kristensen, der lejer sig ind hos Carl Chr. Berthelsen, hvis navn stadig står over facaden.

Cykeldæk i loftet

En pæn ældre dame er lige trådt ind i butikken, hvor en hel væg er reserveret støvsugerposer til alle verdens støvsugere - også dem fra før 1. verdenskrig, får man indtryk af.

"Jeg skal nu bare have et par nye batterier," siger damen, mens Gorm Vulvig-Kristensen suser rundt om hjørnet til væggen, som også har alverdens batterier.

Ovenover hovedet på den pæne dame hænger en stak cykeldæk, for butikken har tidligere været cykelforretning. Nu udføres der reparationer.

"Da cykelsalget gik nedad for fem-seks år siden, solgte jeg dem ud og har i stedet fået modelflyvere ind. For sådan nogle flyver jeg selv med. Og det skulle så gå ud over kunderne," siger Gorm Vulvig-Kristensen med et stort smil.

Hans publikum strækker sig aldersmæssigt fra syv-otte års drengene, der drømmende kigger på helikopterne, hvor en af dem sagtens kan flyve en tur i butikken.

Det bliver straks demonstreret for avisens udsatte, som nu har en lille brummende helikopter hængende over hovedet. Men det kan måske også ligne en landingsplads.

“Vil du se den flyve?” spurgte Gorm Vulvig-Kristensen og så var helikopteren i luften. Foto: Michael Wulff Hansen

“Vil du se den flyve?” spurgte Gorm Vulvig-Kristensen og så var helikopteren i luften. Foto: Michael Wulff Hansen

Hinnerups ældste butik

I den anden ende af aldersskalaen har Gorm Vulvig-Kristensen en 72-årig mand, som også flyver modelfly.

"Ja, Viggo er nok min ældste kunde. Vi flyver samme sted," siger Gorm Vulvig-Kristensen, der i fritiden styrer sin helikopter til vejrs på en mark i nærheden af Hinnerup.

Ind i butikken kommer Carl Chr. Berthelsen, der fortsat ejer ejendommen.

"Nu er det Hinnerups ældste butik. Vi har eksisteret siden 1903 og holdt da også jubilæumsfest i 2003 med 400 personer," mindes Carl Chr. Berthelsen, mens en cykelklokke lige bliver afprøvet et sted i butikken.

En blandet landhandel, som i dag er Hinnerups ældste butik. Foto: Michael Wulff Hansen

En blandet landhandel, som i dag er Hinnerups ældste butik. Foto: Michael Wulff Hansen

Publiceret 22 May 2011 06:00