Spritbilist standset af betonpæl

Uddrag af døgnrapporten fra Sydsjællands Politi for tidsrummet fra fredag morgen den 20. maj til mandag morgen den 23. maj.

En betonpæl satte søndag morgen kl. 03.46 en stopper for en 30-årig mands kørsel i Jernbanegade i Haslev. Ved Rådhusstien ramlede den 30-årige ind i en betonpæl, og hans bil kunne ikke køre videre.
Vidner tilkaldte politiet, og det viste sig, at den 30-årige havde en promille, der var højere end det tilladte. Den 30-årige mand – som er fra Solrød – blev naturligvis anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Hastighedskontroller - Faxe og Lindersvold.
Færdselspolitiet holdt lørdag to steder med lasermåleudstyret: Fra kl. 09.45-kl. 10.50 var politiet på Præstøvej ved Faxe, hvor der er hastighedsbegrænsning på 60 km/t. Syv blev standset for at køre for hurtigt – i fem tilfælde gik det så stærkt, at bilisterne står til et klip i kørekortet. Den højeste hastighed var 92 km/t.
I tidsrummet mellem kl. 10.56 og kl. 12.26 fortsatte hastighedskontrollen på Lindersvoldvej ved Lindersvold. Her er højest tilladte hastighed 50 km/t, og fire trafikanter blev vinket ind til siden for at have kørt for hurtigt. Tre kørte så stærkt, at de står til et klip i kørekortet – højeste hastighed var 73 km/t.
Lade med halm udbrændt - Faxe.
Brandvæsen og politi blev lørdag kl. 21.35 kaldt til Vivedevej i Faxe, hvor der var udbrudt brand i en lade, som var fyldt med halm. Ilden kom hurtigt under kontrol, og omkring kl. 22.40 manglede der kun en efterslukning. Det skal nu undersøges, om ilden er opstået ved en halmtørrer, som stod i laden.
Færdselskontrol - Haslev.
Politiets færdselsafdeling havde søndag mellem kl. 10.20 og kl. 12.00 en kontrol af trafikken med laserudstyr på Køgevej i Haslev. Her er den højest tilladte hastighed 60 km/t. Otte blev målt til at køre for hurtigt, og af dem skal seks skal regne med et klip i kørekortet, mens en enkelt står til en betinget frakendelse, da han blev målt til 123 km/t.
Syv indbrud i private beboelser - Haslev.
Sydsjællands Politi har i weekenden - foreløbigt - modtaget anmeldelser om syv indbrud i private beboelser - alle begået i Haslev.
Indbrudene er begået på Dådyrvej, Rysagervej, Stationsvej, Hjortevej, Køgevej, Frøgårdsvej samt i Den Gamle By.
pm

Publiceret 23 May 2011 13:00