13-årige ved stripperstang

Diskoteket Teenclub blev smidt ud af Roskilde kommune på grund af druk. Nu er diskoteket for de 13 til 16-årige tilbage igen

Af
Anette Gundlach

Der er stripperstang på baren og ryste røv konkurrence for de unge piger fra 13 til 16 år, når Teenclub for første gang holder diskotek i Roskilde midtby på lørdag efter, at ungdomsdiskoteket blev smidt ud af de udlejede kommunale lokaler på Musicon 5. marts i år.
DJ Amateus, som står for musikken til festen, skriver på Teenclubs facebook-side om ryste røv konkurrencen:
'Stripperstangen er klar til at blive misbrugt'
'Bootyshake konkurrencen går ud på, at jeg dj. amateus vælger 5-10 piger og hiver dem op på baren (hvor der stripper stang) så skal de udvalgte shake røv for os alle sammen.
Jeg er dommeren i denne konkurrence og bestemmer, hvem der vinder.'

Smidt ud pga druk

Teenclub blev i foråret smidt ud af de kommunale lokaler, fordi mange af de unge på mellem 13 og 16 år, der besøgte stedet, drak alkohol i stride og strømme og gik meget fulde rundt.
Dengang havde kommunen klubmedarbejdere ude på stedet for at se, hvordan det hele stod til. Både politi og kommunens folk meldte tilbage, at der var rigtig meget druk blandt de unge, fortalte kultur- og idrætschef Poul Knopp Damkjær.
Han forklarede, at selvom det ikke var kommunen, der stod for festerne, skulle diskoteket væk fra de kommunale bygninger. Han var bange for, at folk kunne tro, at det var et kommunalt arrangement.
Samtidig frarådede man i klubberne forældre at sende de unge derhen.

Kommune advarer politi

Poul Knopp Damkjær har denne gang valgt kun at informere politiet om Teenclub festen.
- Vi går ikke ind og gør noget selv, da festen ikke foregår i vores bygninger denne gang, så vil vi ikke blande os.
- Hvis forældrene spørger os, siger vi, at det er et Teenclub arrangement og ikke et kommunalt
Diskoteket har været regelmæssigt i Roskilde det seneste år. Teenclub er tidligere blevet smidt på porten i Ballerup

ag@roskildeavis.dk

null

Publiceret 24 May 2011 10:58