Det kan være svært at finde sin egen brik i det store puslespil. (Foto Sarai Løkkegaard)

Det kan være svært at finde sin egen brik i det store puslespil. (Foto Sarai Løkkegaard)

Børn fra Avedøre Skole blev brikker i puslespil

Forleden var elever fra Avedøre Skole og omkring 500 andre danske skoleelever samlet ved Christiansborg for sammen at vise folketingspolitikerne, at der mangler børn i verdens skoler.

Elever fra Avedøre Skole var med, da skoleelever og udviklingsorganisationen IBIS samlede et kæmpe puslespil, som på dagen blev kåret til Danmarks største puslespil af Børnenes Rekordbog.

Hver brik var udformet af en skoleelev og fortalte på kreativ vis, hvad netop dette barn havde lært i skolen. Der var 4.583 brikker i det store puslespil, som fyldte 229 kvadratmeter. Men der var huller i puslespillet. - Børnene har lavet brikkerne ud fra, hvad de selv har lært ved at gå i skole. Men puslespillet er fuld af huller. For der er stadig 69 millioner børn i verden, der ikke går i skole og derfor ikke har haft mulighed for at lave en brik til puslespillet, sagde Helle Gudmandsen, der er kampagneleder for Hele Verden i Skole. Og noget tyder på, at budskabet trængte helt ind bag murene på Christiansborg. I hvert fald kom Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini forbi pladsen, og hun var begejstret for elevernes store puslespil. - Det er en fin måde at vise det enormt alvorlige, at 69 millioner børn ikke går i skole. Tallet er svært at forstå, derfor er man nødt til at visualisere det som her med puslespillet, sagde uddannelsesordføreren. Avedøreelever på talerstolen Shannie Polez Kyed og to af hendes klassekammerater fra Avedøre Skole, havde forberedt sig godt til den store dag. De var nemlig blandt de 15 udvalgte, der fik lov til at gå på talerstolen foran de mange fremmødte elever og fortælle om, hvad de har lært i skolen, og hvorfor det er vigtigt, at alle børn i verden får lov til at komme i skole. - Vores klasselærer siger, at hvis man bor i Danmark, har man vundet i det store lotteri, sagde Shannie Polez Kyeds blandt andet i sin tale. Hun fortalte efterfølgende, at det havde været super fedt at stå på scenen, selvom hun var nervøs inden. Talerne var skrevet i forbindelse med IBIS¿ uddannelseskampagne ¿Hele Verden i Skole¿, der er den danske del af en global kampagne for at få alle børn i verden i skole inden år 2015. Som et led i den globale kampagne har elever verden over arbejdet med børns ret til skolegang. De 500 skoleelever, der deltog i aktiviteterne på Bertel Thorvaldsens Plads, er blandt de 180.000 danske elever, som har deltaget i den danske del af kampagnen. De mange elever har skrevet taler, farvelagt puslebrikker, læst om børn i Bolivia i læsebogen, samt samlet ind til et skoleprojekt i Bolivia. Alt sammen for at gøre det klart overfor politikerne, at danske børn ikke længere vil finde sig i, at der stadig er 69 millioner børn i verden, der ikke går i skole.

Publiceret 24 May 2011 09:00