Filmfestdag i Hvidovre

For tredje år i træk afholdes OREGON-filmfest i Hvidovre Medborgersal

På næste onsdag den 1. juni afholdes den regionale OREGON-filmfest for hovedstaden i samarbejde med Hvidovre Kommune. OREGON er Danmarks største filmkonkurrence for unge filmskabere under 20 år og er et initiativ under børne- og ungdomsfilmfestivalen BUSTER.

Det er publikum og en kvalificeret jury der afgør, hvilke film der skal gå videre til finalen i København den 16.-18. september. De 10 bedste fra regionen kvalificerer sig til finalen, hvor vinderne kan se frem til præmier i form af udstyr, budget og professionel hjælp fra kendte skuespillere til næste filmproduktion. Filmfesten i Hvidovre Medborgersal er for alle filminteresserede. På denne dag vises film af unge talenter, og her kan man som publikum måske være med til at spotte den nye Trier, Bier eller Vinterberg for første gang. Udover de nye talenter kan man også møde et særdeles etableret talent, nemlig filminstruktøren Christian E. Christiansen, der vil give publikum et indblik i sit arbejde. Christian E. Christiansen har bl.a. instrueret det meget sete ungdomsdrama ¿Råzone¿, hvor mange af optagelserne er lavet på Avedøre Skole og andre steder i Hvidovre. Han blev Oscar-nomineret for sin kortfilm ¿Om Natten¿ og har med sit seneste gyserprojekt ¿The Roommate¿ ligget på toppen af de amerikanske salgslister. Festen begynder kl. 10.00 i Hvidovre Medborgersal, Hvidovrevej 280. Hvis du eller din klasse vil med, kan det stadig nås. Alt I skal gøre, er at sende en mail til kimoregonfilm.dk senest torsdag den 26. maj.

Publiceret 24 May 2011 09:00