Har du købt varer til en lidt for god pris?

- Vær opmærksom, når du køber varer fra private, advarer politikommissær fra Forebyggelsesafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi Kaj Schmidt.

I april måned faldt der dom over en mand for hæleri. Den 40-årige mand aftog en stor mængde varer efter en række indbrud i Lejre, som han solgte videre bl.a. over nettet. Varerne er blevet afsat til andre, der derved også er hælere, og som aktivt har bidraget til at holde tyvene beskæftiget.
Elektronisk udstyr til spotpris og designermøbler fra konkursbo
Tilbuddene om elektronisk udstyr til spotpris eller designermøbler til favorable priser kan komme mange forskellige steder fra og have ligeså mange forklaringer på, hvorfor de bliver solgt til så god en pris.
Du har selv ansvar for at tjekke, at de varer du køber ikke er hælervarer. Dommen fra april måned viser, at den 40-årige mand i en længere periode ingen problemer havde med at få afsat de stjålne varer, og dermed kan borgere have gjort sig selv til hælere ved at have købt de stjålne ting.
- Som udgangspunkt kan man sige, at hvis prisen er for god til at være sand, så er den det nok også, siger politikommissær fra Forebyggelsesafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi Kaj Schmidt.

Du hjælper tyven ved at købe hælervarer

Det letter tyvens arbejde at kunne komme af med sine tyvekoster – kontanter kan nemlig ikke spores, men det kan mange hælervarer til gengæld. Meget elektronisk udstyr har et nummer, men varer kan også mærkes individuelt.
Vær opmærksom, når du køber varer fra private
Du kan risikere at blive tilbudt hælervarer mange forskellige steder fra, og det er vigtigt, at du altid sikrer dig, at de varer, du køber, ikke er stjålet.
- Hæleri straffes lige så hårdt som tyveri, siger Kaj Schmidt. Hans råd er, at når du køber varer fra private, så skal du altid spørge efter de originale regninger eller kvitteringer, og hvis du er i tvivl om noget, kan du kontakte politiet og spørge til råds.

Hvis du opbevarer stjålne genstande er du også hæler

Det er ikke alle, der tænker over, at de også er hælere, hvis de opbevarer stjålne varer for en anden, siger Kaj Schmidt.  Han forklarer, at man ofte ser, at en person opbevarer f.eks. et fjernsyn for en kammerat indtil det bliver solgt. I den situation er man også hæler, selvom man ingen økonomisk vinding har haft ved opbevaringen af den stjålne genstand.
Ud over, at man ved hæleri får en bøde, som svarer til værdien på den stjålne genstand – og måske et erstatningskrav – så kommer det på straffeattesten og man bidrager jo faktisk også til at holde tyvene beskæftiget med f.eks. indbrud, slutter Kaj Schmidt. 
pm

null

Publiceret 24 May 2011 14:15