Det regnede da Hvidovre-pensionisterne steg af busserne ved klostret midt i Skåne.

Det regnede da Hvidovre-pensionisterne steg af busserne ved klostret midt i Skåne.

Selv vejrguderne kunne ikke knægte det gode humør Tekst & Foto:

OLE WILLUMSEN:

Selv vejrguderne kan ikke knægte det gode humør på årets skovtur.

Ca. 1400 Hvidovreborgere deltager i den årlige skovtur, arrangeret af kommunen i samarbejde med Ældrerådet og Det Frivillige Ældrearbejde. 600 har nu været med - og resten kan glæde sig til en dejlig oplevelse i det svenske. Den store succes med årets skovture til det dejlige Bosjö Kloster i Skåne er ikke til at tage fejl af. De to første af i alt syv ture - med ca. 200 deltagere fordelt på fire busser hver gang - foregik i strålende solskin. Og så er succesen jo allerede halvvejs i hus. Den tredie af turene fandt sted sidste tirsdag (17. maj) i et mildest talt ikke specielt dejligt sommervejr - det regnede, i hvert fald i Skåne, helt frem til ved 14-tiden. Men lad det være sagt med det samme: Det var på ingen måde nok til at ødelægge hverken det gode humør eller fornøjelsen ved den smukke tur gennem det skånske landskab. Og humøret blev ikke ringere ved indtagelsen af middagen i klosterets gamle staldbygninger. En veltillavet middag bestående af Hawaiikrydret kyllingebryst og kartoffelgratin og dessert med efterfølgende svingom til levende musik. Efter middagen var der tid til en rundtur ind imellem bygerne i den pragtfulde klosterpark med bl.a. lamaer og geder. Den tilhørende kirke i det tidligere danske nonnekloster er bestemt også et besøg værd. Og en af parkens stoltheder - et egetræ der allerede var over hundrede år gammelt, da København blev grundlagt for ca. 850 år siden - det gjorde i hvert fald ikke oplevelsen ringere. Det var en særdeles tilfreds - men måske lidt træt - samling pensionister, der ved 17-tiden ankom til Hvidovre igen efter en rigtig dejlig og oplevelsesrig skovtur. Og så var det for resten i mellemtiden blevet solskin!


DER VAR TRÆNGSEL! - men godt humør da 200 Hvidovre-pensionister indtog klostrets gamle staldbyging, hvor dagens middag blev serveret.

DER VAR TRÆNGSEL! - men godt humør da 200 Hvidovre-pensionister indtog klostrets gamle staldbyging, hvor dagens middag blev serveret.

Publiceret 24 May 2011 09:00