370 skoleelever i Hvidovre løber i aktivt fællesskab

Over 370 elever fra 4. og 5. klasse i Hvidovre Kommune mødes til fællesskab, konkurrence og sjov aktivitet, når de i morgen dyster i stafetløb

Sundhedskampagnen Aktiv Rundt i Danmark arrangerer sammen med Dansk Atletik Forbund løbet.
Torsdag den 26. maj giver over 370 børn fra 4. og 5. klasser i Hvidovre hinanden kamp til stregen i stafetløb.
Hvidovre er en af de kommuner, hvor den sundhedsfremmende skolekampagne Aktiv Rundt i Danmark har valgt at arrangere en af sine Aktivstafetter i 2011.
Aktivstafetten er et resultat af Dansk Atletik Forbunds samarbejde med Aktiv Rundt i Danmark, og det er den lokale atletikklub, der står for afvikling af arrangementet. Løbet foregår på Hvidovre Stadion, Sollentuna Allé 1-3 i Hvidovre fra klokken 10 – 12.30.
- Aktivstafetten handler om at være fysisk aktiv, og at hele klassen kæmper som et hold, og så
handler det om at have det sjovt og mærke glæden ved at være aktive sammen med andre,
siger kampagneleder for Aktiv Rundt i Danmark Anders Flaskager.
Dansk Atletik Forbund har lavet undervisningsmateriale, som alle lærere ved tilmelding har modtaget, så klasserne har kunnet træne optimalt til dysten. Breddekonsulenten ved Dansk Atletik Forbund, Bo Rasmussen, har udarbejdet træningshæftet til skolerne.
-Vores hæfte indeholder syv lektionsplaner til læreren med en række basisøvelser, som kan give eleverne indsigt i de elementer, der er vigtige, når man skal løbe stafet. F.eks. om start/reaktion, acceleration/hastighed, løbestil, sprint/udholdenhed og stafetskifter. Vi håber, at børnene kommer til at opleve, at idrætsundervisningen har forbedret deres teknik, så de kan give den ekstra gas. Det er altid sjovt, når man kan mærke, at det, man har lært, kan
bruges til noget, påpeger Bo Rasmussen.
Aktivstafetten er et arrangement for alle 4. og 5. klasser i kommunen, hvor der løbes 30 x 200 meter. Hvert hold består af en klasse, og alle elever skal løbe mindst en tur, mens nogle må løbe flere gange. Der tages tid fra første elev i klassen sætter af, til elev nummer 30 er i mål.
Efter stafetten har eleverne mulighed for at prøve andre atletikdiscipliner, som f.eks. hækkeløb og højdespring.
Den landsdækkende kampagne Aktiv rundt i Danmark, som er for 0.-10. klasse, kører i 2011 for 6. år i træk. Den har som mål at hjælpe landets skolebørn til øget bevidsthed om en sund og aktiv livsstil og arrangeres af Videncenter for Sundhedsfremme ved University College Syddanmark og Arla. Alle landets klasser kan dyste mod hinanden i at være mest aktiv og spise sundt i de tre uger op til skolernes efterårsferie. Frem mod efteråret vil der udover aktivstafetter blive arrangeret naturløb for skolebørn rundt om i landet.





Publiceret 25 May 2011 11:45