Den unge radikale politiker Samira skal giftes og forlader Roskilde om kort tid.

Den unge radikale politiker Samira skal giftes og forlader Roskilde om kort tid.

Kærlighed bedre end politik

Radikal stemmesluger skal giftes og rejser fra Roskilde

Af
Anette Gundlach

Samira Ahmad på 23 år skal giftes med den jævnaldrende Naweed Amini 29. juli.
Det betyder, at hun foreløbigt forlader Roskilde og Det Radikale Venstre her i kommunen til fordel for Vanløse.
Samira mødte den unge mand, der ligesom hende selv har afghanske rødder, til et politisk arrangement for et år siden.
Og det kan godt være, at det hele er gået lidt hurtigt for den unge kvinde. Men når man har mødt den rigtige, kan man jo lige så godt gøre noget ved det, som hun siger.
Hendes tilkommende er selv meget aktiv og engageret. Han er frivillig rollemodel i integrationsministeriet og er netop i gang med at afslutte en bachelor i socialvidenskab på RUC. Efter sommerferien skal han læse samfundsvidenskab på Københavns Universitet.
Samira læser økonomi på syvende semester samme sted.

Markant ung politiker

Samira har markeret sig i Roskilde flere gange. Specielt var der mange, der gjorde store øjne, da hun ved kommunalvalget i 2009 var den person fra Det Radikale Venstre i Roskilde, der fik flest personlige stemmer.
454 valgte at sætte kryds ud foran den unge kvinde. Det var cirka 150 flere end den omdiskuterede og hos mange populære næstformand i partiet og folketingskandidat i Roskilde, Zenia Stampe.
Ingelise Hansen, der var den eneste radikale, der kom ind i byrådet, fordi hun stod øverst på listen, fik dengang 253 personlige stemmer. Altså 200 stemmer færre end Samira.
Samira er en aktiv kvinde og har været formand for Radikal Ungdom og bestrider i øjeblikket formandsposten for Ny-Dansk Ungdomsråd.

Kommer igen

Selvom Samira Ahmad forlader Roskilde, er hun dog sikker på, at hun kommer tilbage igen, når det kommende ægtepar får børn. Så vil man atter se hende i lokalpolitik i kommunen.
- Jeg har meget på hjertet og en masse holdninger, jeg gerne vil ud med, så det er ikke det sidste, man har set til mig i Roskilde, siger Samira.
Foreløbigt vil hun dog opsøge den lokale vælgerforening i Vanløse, hvor hun har tænkt sig at være aktivt medlem.
Og måske får man hende også at se i Folketinget, hvor hun drømmer om en plads en gang i fremtiden.

ag@roskildeavis.dk

Publiceret 25 May 2011 10:15