Nyt projekt vil sætte fokus på faglig læsning

Tre skoler vil gerne arbejde mere med faglig læsning

Af
key

De interaktive tavler på Hvidovres skoler kommer til at spille en central rolle i et nyt projekt, der handler om faglig læsning for udskolingselever.
Projektet handler om at skabe nye veje til faglig læsning gennem udvikling af 'tavler' dvs. programmer, der kan anvendes på de interaktive tavler (IWB, red.), der er installeret på Hvidovres skoler.
- Ideen er at sætte læsevejledere, skolebibliotekarer og de pædagogiske IWB-ansvarlige sammen (tre lærere og fagpersoner på samme skole) og lade dem udvikle programmer og nye veje til faglig læsning, skriver Børne- og Ungeforvaltningen om projektet.
Skoleudvalget behandler sagen på udvalgets møde i morgen.
Hvidovre Kommune har modtaget tilsagn om at modtage økonomiske midler til projektet fra Styrelsen for Bibliotek og Medier. Foreløbig har Styrelsen bevilget 34.844 kr. i 2011 samt har givet forhåndstilsagn om, at der vil blive bevilget knap 50.000 kr. i 2012 til projektet.
Foreløbig har tre skoler i Hvidovre vist interesse for at deltage i projektet. De interesserede skoler er Risbjergskolen, Dansborgskolen og Gungehusskolen.

Publiceret 25 May 2011 10:15