Kære Marie Stærke, og Køge Byråd

Vi er rigtig mange bekymrede borgere i Bjæverskov, som slet ikke kan finde hoved og hale i det her politiske puslespil, eller fremtidsplanerne med Bjæverskov. Lige nu bliver vi indhentet af ting som sker lige rundt om os, uden at vi har haft nogen som helst chance for at deltage i beslutninger.
De ting som sker vil være med meget store konsekvenser for os borgere, og  vi vil gerne have en forklaring på de beslutninger I har taget.
Gennem flere år ser det ud som om stategien i gammel Skovbo kommune/Køge kommune var at tiltrække mange ressource stærke børnefamilier til Bjæverskov. Der bliver bygget mange nye huse med nye tilflyttere, og der flytter mange nye børnefamilier til også i de gode 70ér-80'er kvarterer. Der bliver bygget nye vuggestuer/børnehave, og der er stor fokus på at fremstå som et attraktivt sted at flytte til.
Pludselig rykker der store gravemaskiner ind på hjørnet af Ringstedvej / Ejbovej, og vi finder ud af at nu skal der opføres noget der hedder ”Åse Marie hjemmet”.
Det har vi undersøgt nærmere, og ved at læse på MarieFondens hjemmeside konstateret er et bosted med 22 friboliger for sindslidende med misbrug. Vi har også ringet til MarieFonden og forsøgt at få en fornuftig dialog, men dialogen er temmelig svær og vi får ikke rigtigt konkrete svar på vores spørgsmål !
Der er flere gange i andre læserbreve og henvendelser til Jer indlagt citat og fakta fra et lignende bosted ”Mette Marie” i Vanløse, hvor man helt åbenlyst og ærligt fortælle at beboerne får lov i deres bolig at dyrke deres misbrug, og her taler vi om ALLE slags misbrug. Beboerne vil desuden ikke være under opsyn hele døgnet, og hvad skal vi i øvrigt gøre når der opstår uro og utrygge situationer ?
Det er allerede nu nærmest umuligt at få politiet til at komme når vi har problemer med diverse øst-bander der huserer her i Bjæverskov fra tid til anden. 
Hvorfor er det lige at I mener at vi i Bjæverskov skal have et sådan bosted for sindslidende med misbrug? Hvad gør at I mener, at placeringen lige ved siden af den største daginstitution i byen, og overfor det største ældrecenter/ældreboligere er den helt rigtige placering for et hjem for sindslidende med misbrug?
En helt anden sag er, at det samtidig er kommet ud i dagslyset, at der er taget en beslutning om at etablere et opholdssted for unge 15-25 årige misbrugere af hash i den bygning som tidligere var brugt af Blå kors til alkohol afvænning. (Se evt. http://www.blaakors.dk/Default.aspx?ID=2240&NewsID=3445).
Så ikke nok med at I vil placere sindslidende med alvorligt misbrug – total fejlplaceret ved siden af vores børneinstitution og ældreboliger, men der skal lidt længere henne i byen også være et hjem hvor unge misbrugere af hash midlertidigt kommer og bor !!
De er nok også ligeglade med at bussen kun kører en sjælden gang, for hvis de vil ud af byen så snupper de sikkert bare en af vores biler !! Vi ved jo alle sammen godt at er man i et misbrug, og tingene vokser én over hovedet, så gribes der til desperate handlingsmønstre.
Sikke en omgang kriminalitet og stofmisbrug med mere vi skal tilføres i Bjæverskov. Har i andre spændende fremtidsplaner med vores lille by Bjæverskov som vi ikke kender til ??
Mon det ikke snart er på tide at spille med åbne kort? Syntes I ikke det er på tide at fortælle os borgere i Bjæverskov hvad i har i tankerne med vores lille by? 
Jeg er voldsomt skuffet over at folkevalgte politikere sidder og tager nogle beslutninger hen over vores hoveder, som får så store negative konsekvenser for vores by. Jeg mener i må tage Jeres ansvar op til overvejelse, og genoverveje jeres beslutninger. 
Pia Magnussen
Beboer i Bjæverskov og mor til 2 mindre børn – måske snart fraflytter som mange andre ! ( hvis vi da overhovedet kan sælge vores huse ??)

Publiceret 25 May 2011 07:45