Politidirektør Anders Linnet underskriver kurveknækkeraftalen med en repræsentant fra Go' Energi. (Foto: Midt- og Vestsjællands Politi).

Politidirektør Anders Linnet underskriver kurveknækkeraftalen med en repræsentant fra Go' Energi. (Foto: Midt- og Vestsjællands Politi).

Politiet vil knække energikurven

Midt- og Vestsjællands Politi har underskrevet en kurveknækkeraftale med Go' Energi. Det betyder, at politikredsen har forpligtet sig til at knække energikurven med seks procent i el og fire procent i varme ved udgangen af 2013.  
Aftalen strækker sig fra 2011 til 2013 og med en underskrevet kontrakt, skal kredsen ved udgangen af 2013 have sparet minimum seks procent i el og fire procent i varme i forhold til forbruget i 2010. Politidirektør Anders Linnet, der har underskrevet kontrakten, glæder sig over de fordele, besparelserne kommer til at betyde - både for miljøet og økonomien.
- Med aftalen vil vi slå to fluer med et smæk, nemlig imødekomme vægtige miljøhensyn  samtidigt med at vi nyttiggør offentlige midler bedst muligt, siger Politidirektør Anders Linnet.

Mange projekter i gang – og flere på vej

Der er allerede nu iværksat en række tiltag, der skal hjælpe til med at knække energikurven i politikredsen. Der er bl.a. udskiftet til energipærer, opsat bevægelsescensorer, udskiftet printere med nye multifunktionsmaskiner og udskiftet og reduceret hårde hvidevarer - og der er flere projekter i støbeskeen. Der er nemlig iværksat en stor screening vedrørende energitiltag på hovedstationen i Roskilde.
- Det er flot, at Midt- og Vestsjællands Politi allerede nu har sat gang i en række tiltag. Det kræver en indsats at bruge energien effektivt, men indsatsen betaler sig. Det kan vi se i andre politikredse med kurveknækkeraftaler, hvor oprigtigt engagement har medført meget fine resultater. Vi er naturligvis glade for aftalen, siger sekretariatschef Henrik Teglgaard Lund fra Go' Energi.
De gode energispareråd handler f.eks. om at huske at slukke lyset, når man forlader et rum,  at slukke for skærm og computer, når man går hjem og ikke mindst huske at tage opladeren ud af stik, når man er færdig med at lade telefonen op. Når der skal spares på energien, så spiller hver enkelt medarbejder nemlig en afgørende rolle for det gode resultat.
Vi følger udviklingen i energispareprojektet og der udkommer løbende nyheder her på hjemmesiden med en status på, hvor langt vi er nået med at knække energikurven.
pm

Publiceret 27 May 2011 09:00