Det vækker glæde i Herfølge, at Superbrugsen nu har fået grønt lys til en længe ventet udvidelse til fordel for kunderne.(Foto: JCJ)

Det vækker glæde i Herfølge, at Superbrugsen nu har fået grønt lys til en længe ventet udvidelse til fordel for kunderne.(Foto: JCJ)

SuperBrugsen udvides hen over sommeren

SuperBrugsen i Herfølge har efter længere ventetid nu fået grønt lys til den ønskede udvidelse, som blandt andet giver plads til et bredere sortiment.

Af
Martin Rasmussen

Borgerne i Herfølge kan se frem til kraftigt forbedrede indkøbsmuligheder inden for den nærmeste fremtid, efter at Superbrugsen i Herfølge efter lang tids tilløb nu har fået grønt lys til den om- og udbygning, som brugsuddeler Anders Frandsen længe har ønsket at gennemføre.
Konkret betyder det, at Superbrugsen i løbet af de kommende måneder vokser fra 759 til 1270 kvadratmeter, og de over 500 kvadratmeter mere plads skal først og fremmest bruges til at udvide supermarkedets udvalg. Dertil kommer en nyindretning af de eksisterende lokaler, som blandt andet får helt nye køle- og frysemontre.
- Det er skønt, at vi nu kan komme i gang. Jeg glæder mig så meget - nu får byen det supermarked, som den fortjener, siger en glad Anders Frandsen, der allerede har trykket på startknappen til byggeriet.
I første omgang handler det om at etablere udvidede parkeringsfaciliteter til både kunder og byggefolk, og inden længe går selve byggeriet også i gang.
- Målet er, at vi er færdige ultimo oktober, og jeg håber, at vi kan holde åbent hele vejen igennem byggeriet. Men vi vil selvfølgelig løbende informere folk om, hvad vi gør, siger Anders Frandsen.
Udvidelsen betyder både mere plads i supermarkedets gange og plads til et væsentligt større udvalg.
- Vi vil servicere vores kunder meget bedre, og vi vil blandt andet få et meget bredere sortiment inden for blandt andet økologi og allergivenlige produkter, siger Anders Frandsen om nogle af perspektiverne i udvidelsen.

Publiceret 27 May 2011 05:45