Advokat Claes Lagerbon Jensen, ADVODAN Køge, råder alle til at se sig godt for, inden man investerer i en andelsbolig. Boligformen er fortsat et godt alternativ til en ejerbolig, men der er faldgruber.

Advokat Claes Lagerbon Jensen, ADVODAN Køge, råder alle til at se sig godt for, inden man investerer i en andelsbolig. Boligformen er fortsat et godt alternativ til en ejerbolig, men der er faldgruber.

Husk uvildig rådgivning når du køber andelsbolig

Andelsboliger handles på en anden måde end ejerboliger. Procedurerne omkring et andelsboligkøb kan være indviklede, og derfor er der rigtig god grund til at få uvildig boligrådgivning.

Du kan sagtens gøre en god handel, når du køber andelsbolig, og andelsboligen er fortsat et godt alternativ til en ejerbolig. Men du skal se dig godt for og samtidig sørge for at få den rigtige rådgivning, fortæller boligadvokaterne Susanne Graffmann og Claes Lagerbon Jensen fra ADVODAN Køge.
Ifølge Susanne Graffmann og Claes Lagerbon Jensen skal du som køber sikre dig, at alle faldgruber er identificeret, inden du handler.
- Når du har fundet en andelsbolig, der passer til dit behov, skal du bede om de relevante papirer. Det gælder for eksempel foreningens regnskab, referater fra generalforsamlinger og vedtægter. Herefter er det meget vigtigt, at du sætter dig ind i foreningens økonomi. Du skal blandt andet være opmærksom på størrelsen af foreningens gæld, om driften hænger sammen, om der afdrages på gælden, om der er fast eller variabel rente, og om foreningens ejendom er vurderet til en rimelig pris, forklarer Susanne Graffmann og Claes Lagerbon Jensen og fortsætter:
- Den månedlige husleje er det beløb, alle købere er interesseret i at kende. Når en forening har lån med variabel rente, vil renteudgiften utvivlsomt komme til at stige på et eller andet tidspunkt. Men hvis regnskabet kun lige hænger sammen, så er boligafgiften selvfølgelig nødt til at stige. Det samme gælder, hvis der er planlagt en stor renovering i foreningen. Det kan også udløse en stigning i den månedlige boligafgift.

Undgå at købe katten i sækken

Trods mange skriverier om usunde andelsboligforeninger på fallittens rand, så mener Susanne Graffmann og Claes Lagerbon Jensen ikke, der er grund til, at køberne lade sig skræmme væk.
- Langt de fleste andelsboligforeninger, vi støder på som boligrådgivere, er veldrevne foreninger med styr på økonomien. Men det kræver som sagt en grundig gennemgang, så du som køber kan være helt sikker på, at du ikke køber katten i sækken, siger Susanne Graffmann og Claes Lagerbon Jensen.

Vidste du det om andelsboliger?

Andelsboliger kan ikke købes som forældrekøb, fordi andelshaveren ifølge andelsboligloven har pligt til at bo i lejligheden.
Via "Andelsboligbogen" på www.tinglysningsretten.dk kan du tjekke, om der er kreditorer, som har pant eller udlæg i andelen. Hvis der er taget pant eller udlæg, skal du som køber sikre dig, at sælger får afviklet disse.
Du kan ikke købe andelsbolig med et realkreditlån. Et realkreditlån gives kun med pant i fast ejendom, og det er en andelsbolig ikke. Andelsboliger kan derfor kun købes via finansiering med banklån.
Du skal være ekstra opmærksom, hvis du støder på en andelsboligforening, hvorfra der bliver drevet erhverv, eller hvis foreningen har en blanding af både andelshavere og lejere. Endelig skal du være ekstra varsom i forhold til foreninger med de såkaldte renteswap eller rentetrappelån.
mr

Publiceret 29 May 2011 16:00