Tæppebankeren på væggen nåede aldrig sit mål. For Magnus Nielsens mor kunne ikke indhente sin 10-årige knægt, dengang han åbenbart havde fortjent at blive støvet lidt af. Nu har den 83-årige mor foræret sin søn klenodiet påhængt blomster.
Foto: Michael Wulff Hansen

Tæppebankeren på væggen nåede aldrig sit mål. For Magnus Nielsens mor kunne ikke indhente sin 10-årige knægt, dengang han åbenbart havde fortjent at blive støvet lidt af. Nu har den 83-årige mor foræret sin søn klenodiet påhængt blomster. Foto: Michael Wulff Hansen

Styr på Hinnerup Cup

Magnus Nielsen har for 20. gang det store overblik over den populære fodboldcup

For enden af en stille villavej i Hinnerup bor Magnus Nielsen.
I løbet af få dage er han i spidsen for Hinnerup Cup 2011, der finder sted 2. til 5. juni. Arrangementet omfatter 2.000 deltagere samt 120 hjælpere, men det har ikke forandret stilheden på vejen.
"Nej, jeg har jo prøvet det før," siger den 62-årige kriminalassistent, der lige siger farvel til naboen i døren, da Lokalavisen dukker op. Det møde handlede vist også om noget foreningsarbejde.
"Det har altid interesseret mig at organisere. Men det værste sted, jeg kan opholde mig, er på stævnekontoret. Jeg skal helst være ude for at hjælpe og kigge på," siger Magnus Nielsen, der kun en enkelt gang under interviewet bliver afbrudt af telefonen.
"Jeg er jo også kampfordeler, og det her var Vellevs U13, der gerne vil have flyttet en kamp. Det har ikke noget med cuppen at gøre," siger han.
Magnus Nielsen har været med alle 20 gange, som Hinnerup Cup har været afviklet. Sidste år måtte han skuffet se den gå i vasken, da det ikke var muligt at skaffe baner og indkvartering, da cuppen blev flyttet fra sidst i sommerferien til først.

Magnus Nielsen ved et billede af sit barndomshjem i Vestjylland. “Vi boede seks mennesker der sammen med grise og køer. Jeg blev sendt ud at tjene som 14-årig,” fortæller han, der nu er klar til at stå i spidsen for sin 20. Hinnerup Cup. Foto: Michael Wulff Hansen

Magnus Nielsen ved et billede af sit barndomshjem i Vestjylland. “Vi boede seks mennesker der sammen med grise og køer. Jeg blev sendt ud at tjene som 14-årig,” fortæller han, der nu er klar til at stå i spidsen for sin 20. Hinnerup Cup. Foto: Michael Wulff Hansen

Cup og politiarbejde

"Men i år har vi tilmeldt 239 hold, mod de 144 hold i 2009. Det store antal er, fordi vi i år har de yngste med. U6, U7 og U8, som udgør 800 spillere kæmper mod hinanden om torsdagen og tager så hjem igen," siger Magnus Nielsen, der skal finde indkvartering til cirka 500 unge fodboldglade personer.
Resten kommer fra Østjylland og kan tage frem og tilbage.
Magnus Nielsen passer de fleste dage sin tjans ved Østjyllands Politi, hvor hans private mobil godt kan finde på at ringe.

Dømte på tom mave

"Mine chefer siger ikke noget til, at jeg lige passer den her butik ved siden af," siger han, der ved at aktivere de unge med fodbold sikkert sparer politiet for arbejde i den anden ende.
Han har masser af gode oplevelser gennem årene, især når han selv kan få lov at springe til med fløjten og dømme en kamp.
"Det prøvede jeg også for en fire-fem år siden. Men det var på tom mave og efter en skuffende oplevelse," fortæller han.
"Vi havde FC Zulu på besøg fredag aften til en sjov kamp. Folk festede, men nogle personer havde så brugt natten efterfølgende til at sidde og kaste ølflasker, der knuste, ind på banen."
"Jeg sover tæt ved. Da jeg lige tjekkede området inden min morgenmad, så jeg alle disse glasskår få minutter inden, holdene kom for at spille. Jeg fik samlet det meste op sammen med nogle hjælpere, men så udeblev dommeren, og så blev jeg på banen med en fløjte men på tom mave. Det var en udfordring," husker Magnus Nielsen.
Hinnerup Cup fløjtes op på torsdag 2. juni og fortsætter til Grundlovsdag 5. juni.
Følg med her på Lokalavisen Hinnerup, hvor du løbende bliver opdateret med friske reportager og fotos under stævnet.
Her finder du Hinnerup Cups hjemmeside

Publiceret 29 May 2011 20:00