Affaldsafgift 23 år efter lukning

Jeg var i sidste uge på besøg hos min datter i Roskilde. Der lå Roskilde Avis fra 6. maj 2011. Jeg læste den og så på side 84 en happening med en julemand. Jeg syntes emnet om affaldsafgift som det handlede om er ret alvorligt. Det drejer sig om 900 utilfredse borgere/erhvervsdrivende, som er blevet franarret et millionbeløb. Jeg er blandt de 900 borgere der er blevet snydt. For 25 år siden, havde jeg et lille kontor i Roskilde, som jeg ophørte med efter to år. Altså for 23 år siden. Jeg får tilsendt en faktura med girokort af Roskilde Kommune. Ved henvendelse til kommunen, får jeg beskeden, hvis du har omsat for under kr. 50.000 om året, kan du søge om fritagelse. Du skal vise momskvitteringer som dokumentation. Da firmaet ophørte for 23 år siden, har jeg af gode grunde ingen momskvitteringer, så du skal betale kr. 1.007, som fakturaen lød på, ellers overgår sagen til Told og Skat, som så inddriver beløbet. Jacob Fallov henviser i artiklen til regler fra Christiansborg, men man bruger registre, som slet ikke er retvisende og ajourførte. Var det ikke noget for en advokat at se på sagen, for de 900 berørte borgere og få en principdom. Hvad vil en dommer dømme, for der må da være noget galt, når 900 borgere i Roskilde er registreret forkert. Jørgen Slorup Bremelhøj 5 Asnæs.

Publiceret 29 May 2011 10:00