En perle på landet

UGENS HUS: Forelskelse ved første blik ..... er det, der bedst beskriver denne ejendom. I ét og alt -  i hver en krog, hver en detalje - er denne ejendom perfekt restaureret i en smuk klassisk stil. Det er storslået og betagende.
Der er stadig takter af det gamle bindingsværkshus, men på fineste, mest harmoniske vis integreret i et arkitektonisk smukt nutidshus. Over en periode på fem år har de nuværende ejere ombygget de 190 kvadratmeter bolig – og resultatet er en perle på landet med udsigt til hestefold om vinteren og pragtfuldt afskærmet om sommeren af de gamle træers buskede trækroner.
At træde ind i køkkenet er en oplevelse, man ikke glemmer. Her er lyst og lækkert – med direkte kig op til første sal og et stort åbent trappemiljø. Man ser tydeligt aftegningerne af et pragtfuldt liv her – med børnekåde stemmer, liv, latter og hyggelige stunder sammen i familiens skød.
Der er mange fantastiske detaljer i dette køkken, men helt ubeskriveligt smukt er det store vinduesparti, man har sat i husets husgavl. Fra køkken-alrummet har man et perfekt kig ud i den smukke have eller op på en stjerneklar himmel. Det er designet og skabt på en måde, så det passer ufatteligt smukt til det ældre bindingsværk.
Den fine trappe svinger sig op til første sal. Her er indrettet en særdeles hyggelig stue under det skrå tag med ovenlysvinduer til at sikre et godt lys - foruden naturligvis den spektakulære udsigt, man har ud gennem vinduespartiet i husgavlen.
Med fire dejlige værelser og en masse kvadratmeter herudover vil det være kærkommet med to trapper til første sal – og det har man fundet plads til, ligesom husets bryggers er dejligt indrettet med masser af skabs- og gulvplads, perfekt til en stor familie.
Bryggerset er i samme helt perfekt smukke stand som køkken, badeværelser og øvrige rum – og det er en smagfuld designlinje, som er fulgt troligt hele vejen igennem. Beliggenheden er også af bedste kaliber.
Grunden er på imponerende 1440 kvadratmeter – og ligger lige op til skoven, så dyrelivet er rigt på fasaner og rådyr. Selve haven har golfbanegræs, enkelte smagfulde bede, nogle store velvoksne træer til de dejlige skyggefulde stunder og  ekstra 56 kvadratmeter anneks til alle de nødvendige hus-og-have-ting.
Her har man fordelen ved at bo i en lille landsby – med lys, luft og rum omkring sig, men med få minutters kørsel til Sydmotorvejen og Køge, en af Danmarks attraktive købstæder med toppede brosten, hyggelige stræder og små gårdhaver.
Velkommen til Oldestræde 3.
mvd

Publiceret 01 October 2011 14:00