Helene Hansen. (Foto. Thomas Meyhoff, Stevns kommune).

Helene Hansen. (Foto. Thomas Meyhoff, Stevns kommune).

Praktikplads gav lyst til et liv som tjener

JOBGLÆDE: Helene Hansen var på kontanthjælp og vidste ikke rigtig hvad hun skulle. Men så kom hun i virksomhedspraktik på Hårlev Kro, og nu er hun ved at uddanne sig som tjener og drømmer om et liv med tallerkener og fade. Og om at gøre en forskel og give sine gæster en særlig oplevelse.
Jobcenter Stevns og Hårlev Kro underskrev sidst i august en aftale, som giver ledige stevnsborgere mulighed for at komme i virksomhedspraktik på kroen. I praksis har ordningen fungeret et stykke tid, og 20-årige Helene Hansen er blot en af de praktikanter, der har haft glæde af et praktikophold.
- Jeg kom ret hovedkulds ind i det, og det var lidt forvirrende i starten, men Jobcentret og Birgitte Nyboe fra kroen var rigtig gode til at hjælpe mig på vej, fortæller Helene Hansen, som var i praktik på Hårlev Kro i seks måneder.
Opholdet på kroen blev siden forlænget mens Helene Hansen ventede på at starte på den knap tre år lange tjeneruddannelse på Hotel- og Restaurantskolen i Valby.
Undervejs i sit praktikophold blev Helene Hansen bakket op af Birgitte Nyboe, som er restaurantchef på Hårlev Kro og en virksomhedskonsulent fra Jobcenter Stevns.
- Jobcentret har støttet mig meget undervejs, og hjalp mig bl.a. økonomisk, så jeg kunne købe en tjeneruniform og skolebøger. Herudover kom Jobcentret på besøg en gang om måneden til en snak om, hvordan det gik. På kroen har jeg lært rigtig meget af Birgitte, og jeg har fået en grundlæggende viden om branchen, jeg ikke ville være foruden. Først og fremmest har Birgitte lært mig, hvad god service er, fortsætter Helene, og understreger hvor stort et løft det giver i selvtilliden at opdage, at der er noget, man er god til.
- Jeg har forandret mig rigtig meget siden jeg startede i praktik. Jeg tager meget mere ansvar i dag, fordi jeg fik meget ansvar. Det er en god følelse, slutter Helene Hansen.

Gerne flere i virksomhedspraktik

Hos Jobcenter Stevns ser man gerne flere ledige tage et ophold i virksomhedspraktik. For et praktikophold på en rigtig arbejdsplads kan for mange være en vej til varig beskæftigelse og et liv uden offentlig forsørgelse.
- Virksomhedskonsulenterne i Jobcentret arbejder målrettet på at etablere et samarbejde med flere virksomheder på Stevns, for vi kan sagtens bruge flere praktikpladser inden for mange forskellige brancher, fortæller teamleder i Jobcentret, Hans Kristensen.
- En virksomhedspraktik har den fordel, at den meget hurtigt hjælper den ledige til at afklare om det er et område man gerne vil arbejde med og dygtiggøre sig inden for, og dermed kan man vinde meget tid. Og for virksomheden er der den åbenlyse fordel, at det er en nem måde at skabe kontakter til evt. kommende medarbejdere på, slutter Hans Kristensen.
pm

Publiceret 01 October 2011 10:45