Borgerne spørges til råds

Nu kan alle give deres besyv med i forhold til den ambitiøse plan, som Esbjerg Kommune og Esbjerg Havn præsenterede i foråret. Målet med planen er at skabe større sammenhæng mellem Esbjerg Havn og by. De næste otte uger vil kommunen høre, hvad borgerne mener om planen. Planoplægget omfatter 10 projekter, der strækker sig over hele fronten mellem Esbjerg Havn og byen. Lige fra ny Østhavn over Dokhavns-området til Esbjerg Strand-projekt mod nord. Projekterne planlægges gradvist gennemført inden for de næste ti år. - Jeg er meget glad for dette oplæg, som borgerne nu kan komme med deres synspunkter om. Det sammenfatter en lang række spændende og realistiske projekter, der i høj grad kan være med til at give Esbjerg et betragteligt løft på mange områder, siger Johnny Søtrup, borgmester i Esbjerg Kommune. Fra den 5. oktober til 30. november 2011 opfordres borgerne til at komme med bemærkninger til planoplægget til Esbjerg Byråd. Plan, Teknik & Miljø. Torvegade 74, 6700 Esbjerg. E-mail: plan@esbjergkommune.dk

Publiceret 04 October 2011 13:00