Jonas Pedersen fra Esbjerg får her hjælp til en digital flytning af Susanne H. Nielsen fra Borgerservice.

Jonas Pedersen fra Esbjerg får her hjælp til en digital flytning af Susanne H. Nielsen fra Borgerservice.

Borgerservicen er rykket på gulvet

Når man besøger kommunens borgerservicecentre og biblioteker i fremtiden, vil man møde mange af de ansatte ude på gulvet. Målet er at yde borgerne bedre service.

Af
Rune Weitling

De kalder dem "floorwalkers", men selv om titlen måske er international, så skal man ikke frygte, at man ikke kan kommunikere med dem. Det er nemlig lige præcis dét, der er meningen.
En helt ny type medarbejdere er nemlig nu at finde på rådhusenes gulve i både Esbjerg, Ribe og Bramming. Alle er de "sat på gulvet" for at tjene og betjene borgerne, så man nu kan få hjælp til at bruge diverse selvbetjeningsløsninger, der findes både via internettet, de tre borgerservicecentre samt på bibliotekerne, som også er med i ordningen.
- Det er en rigtig god idé, at vi kommer ud på gulvet til borgerne. Vi kan på den måde også give vores arbejde et mere personligt præg, og det kan jeg godt lide, siger Dorte Thomsen, der er ansat i Borgerservice og betjener "kunder" i både Ribe og Bramming.
Hos bibliotekerne er man ligeledes glade for det nye initiativ.
- Det giver da en tilfredsstillelse at kunne hjælpe borgerne. Næste gang kan de så måske bruge selvbetjeningsløsningen hjemmefra, og så "slipper" de måske for en tur ind på biblioteket, fortæller områdeleder Lotte Højmark Mundt.
Esbjerg Kommune er blandt de første i landet med "floorwalker"-konceptet, hvor kommunens medarbejder og borgeren sammen løser opgaven ved en computer,
- Vi tror på, at det er den bedst mulige måde at gøre borgerne opmærksomme på de nye digitale muligheder. Selvbetjeningsløsningerne er jo tilgængelige på hjemmesiderne 24 timer i døgnet, og vi arbejder hårdt på, at der kommer flere selvbetjeningsløsninger til i de kommende år, siger borgerservicechef Jørgen Bruun.

Publiceret 04 October 2011 07:15