Der er god plads i de

Der er god plads i de "Kolde Haller", som kommunen kalder dem.

En Gasværksgrund med tag på

De Orange Haller ved Fisketorvet får nyt liv. Her kan du dyrke idræt, når det passer dig. Den officielle åbning er den 26. oktober, men allerede i efterårsferien tyvstarter "Feriesjov" med forskellige aktiviteter.

Af
Lars Saugbjerg

Rammerne er perfekte. De orange Haller, der tidligere var en del af værftet, kan fremover bruges som alletideres idræts- og legeplads for børn og voksne. En rask fodboldkamp, rulleskøjteløb eller hockey. Kun brugernes fantasi sætter grænser for udfoldelsesmulighederne.
Startskuddet lyder i uge 42, skolernes efterårsferie, hvor Fredericia Kommune i samarbejde med Idræt7000 arrangerer Feriesjov. Tirsdag, onsdag og torsdag skal der svedes i de Kolde Haller ved Fisketorvet.
I de uopvarmede haller kan børn melde sig til fodbold, håndbold, parkour og zumba. Der er trænere og instruktører til stede under alle aktiviteterne. Tilmelding via ferie-sjov.dk.
- Med Feriesjov prøver vi forholdene af, inspirerer og skaber noget synlighed omkring hallerne - og ugen efter åbner de officielt, fortæller idrætschef Keld Vestergaard, Idrætssekretariatet i Fredericia Kommune.

Intet opsyn

Initiativet er blevet til i et samarbejde mellem FredericiaC og Fredericia Kommunes Kultur- og Fritidsafdeling. Aftalen med FredericiaC om at benytte hallerne løber frem til påske. Idrætschefen er begejstret for byens nye tilbud.
- Visionen for kommunens idrætspolitik er jo, at borgerne skal dyrke idræt hver dag. Her har vi en meget fleksibel mulighed. Ikke alle har mulighed for at fungere under de etablerede idrætsforeninger, men her i hallerne kan man komme og gå som det passer en. Både børn og voksne.
En arbejdsgruppe, hvor også ungebyrådet er repræsenteret, skaber rammerne i samspil med brugerne. Det ligger i kortene, at der skal være åbent hele dagen. Det er også planen, at brugerne skal kunne booke hallerne nogle timer til fx en fodboldturnering eller et skater-træf. Men ellers er der tale om uforpligtende og selvorganiseret idræt.
- Idrætssekretariatet vil naturligvis bidrage med en masse gode idéer. Og vi stiller nogle rekvisitter til rådighed, fx mål, basketkurv, bolde osv. Men der bliver intet opsyn. Det er en slags Gasværksgrund med tag på, lyder det fra Keld Vestergaard, der erkender, at risikoen for hærværk er til stede.
- Få kan ødelægge det for mange. Men forhåbentlig opstår der et slags "ejerskab" blandt brugerne, så alle er interesserede i at passe godt på hallerne.

Idrætschef Keld Vestergaard ved hallerne, der ligger Sønder Voldgade 7-11, lige ved Fisketorvet.

Idrætschef Keld Vestergaard ved hallerne, der ligger Sønder Voldgade 7-11, lige ved Fisketorvet.

Dialog

Carsten Koch, bestyrelsesformand for FredericiaC, ser åbningen af Kold Hallerne som en god mulighed for dialog med de unge om udviklingen af FredericiaC.
- Midlertidige aktiviteter er et centralt element i udviklingen af FredericiaC, som har til hensigt at skabe liv i området og afprøve, hvilken form for byliv, fredericianerne ønsker. Med Kold Hallerne får vi fat i de unge – dem som engang skal bo her i byen. Deres ønsker og dialogen med dem er derfor utrolig vigtig. I forhold til de mange andre midlertidige aktiviteter i FredericiaC er det også noget helt nyt, at Kold Hallerne er et efterårs- og vintertilbud, som kan bidrage til at skabe liv i området året rundt, siger Carsten Koch.

Publiceret 04 October 2011 07:00