Golf-ørne flyver ikke mere

Sønderjyske Eagles lukkes på grund af dårlig økonomi.

Af
Mikkel Hansen

De sønderjyske ørne i golf-satsningen, Sønderjyske Eagles, har fløjet deres sidste tur.
Efter otte år stopper eliteprojektet på grund af dårlig økonomi, og dermed bliver sæsonen 2011 den sidste.
- Vi har gjort alt hvad vi kunne for at få det økonomiske grundlag op at stå for 2012 – men en væsentlig nedgang i sponsorkroner gør desværre, at dette ikke kan lade sig gøre - selv med et pænt økonomisk resultat i 2011, udtaler formanden for Sønderjyske Eagles, Bjarne Anker Lassen.
Siden starten i 2003 har klubbenopnået 2 danske mesterskaber på kvindesiden, hvor de har været i medaljespillet hvert år siden oprykningen til Elitedivisionen i 2009.
- Men vi er meget stolte af hvad vi har opnået på de otte år vi har eksisteret og vil takke alle vores sponsorer – og specielt Danfoss og ECCO – for deres store støtte til projektet i mange år. Vi har fået opfyldt vores målsætninger om at sætte Sønderjylland på Golflandkortet på meget kort tid, og det kan hele Golf Sønderjylland være meget stolte af, siger Bjarne Anker Lassen.
Flere Eagles-spillere har desuden leveret flotte individuelle præstationer, som f.eks. Line Vedel Hansen, som i år spiller sin første sæson på Ladies European Tour.
Træningen for Eagles-spillere fortsætter året ud. Licenserne for de to hold i Elitedivisionen (damer) og 1. division (herre) vil efter aftale mellem de otte klubber overgå til Sønderjyllands Golfklub.

Publiceret 04 October 2011 12:00