Moqi Simon Trolin, der her ses sammen med borgmester Jørn Pedersen i forbindelse med Frivillig Fredag for nylig, siger farvel til Mungo Park Kolding efter den igangværende sæson.

Moqi Simon Trolin, der her ses sammen med borgmester Jørn Pedersen i forbindelse med Frivillig Fredag for nylig, siger farvel til Mungo Park Kolding efter den igangværende sæson.

Mungo Park Kolding skal have ny direktør

Arbejdet med at finde Moqi Simon Trolins efterfølger er sat i gang.

Moqi Simon Trolin forlader chefstolen på Mungo Park Kolding, når hans kontrakt udløber 30. juni 2012, for at skrive et nyt kapitel i sin karriere. Han har stået i spidsen for Mungo Park Kolding siden åbningen i 2008 og forbliver på posten som direktør frem til kontraktudløb med udgangen af den nuværende sæson 2011/12.
- Det er en svær beslutning, nærmest smertefuld. Jeg har kastet al min energi, ja hele mit liv ind i opbygningen af teatret de seneste 4 år. Men en blanding af professionelle og private overvejelser gør beslutningen rigtig og nødvendig for mig. Jeg er også fortrøstningsfuld på teatrets vegne. Det er sprængfyldt af dygtige medarbejdere, siger han.
Mungo Park Koldings bestyrelsesformand Christian Dahlager respekterer Moqi Simon Trolins beslutning men er samtidig ked af at se ham stoppe.
- Moqi Simon Trolin plantede allerede med åbningsforestillingen i 2008 Mungo Park Kolding solidt på teaterlandkortet, og han har om nogen bidraget til, at teatret trods sine få leveår allerede har slået solide rødder i Kolding, hvor det nyder respekt og anerkendelse. Det skylder vi ham en stor tak for samtidig med, at det naturligvis er med vemod, vi tager afsked med ham. Med sin succes afleverer han heldigvis et teater, der står godt rustet til fremtiden, konstaterer bestyrelsesformanden.
Christian Dahlager går nu, sammen med resten af bestyrelsen, i gang med at finde en ny direktør.
- Moqi har meldt os sin afgang på et tidspunkt, der giver os rigeligt med tid til at finde hans efterfølger. Det arbejde vil gå i gang med det samme. Vi planlægger at kunne præsentere en ny direktør kort efter nytår, siger han.
Det er planen, at Moqi Simon Trolin indtræder i Mungo Parks fondsbestyrelse og forbliver på den måde nært tilknyttet teatrets fremtidige udvikling.

Publiceret 04 October 2011 12:00