Jesper Petersen ved SF's kampagnekontor i Sønderborg under valgkampen. Nu bliver han partiets politiske ordfører. Arkivfoto: Svend Mikael Larsen

Jesper Petersen ved SF's kampagnekontor i Sønderborg under valgkampen. Nu bliver han partiets politiske ordfører. Arkivfoto: Svend Mikael Larsen

Toppost til Jesper Petersen

SF's Jesper Petersen valgt til politisk ordfører. Han lover at holde fokus på Sønderjylland.

Af
Mikkel Hansen

SF's Jesper Petersen var nævnt som kandidat til en ministerpost, men han nåede ikke med på Helle Thorning Schmidts liste.
Han kan dog glæde sig over en anden politisk toppost, nemlig som politisk ordfører for SF og en del af partiets gruppeledelse.
- Jeg er rigtig glad for rollen som politisk ordfører og gruppens opbakning. Jeg kommer i frontlinien og skal forvare regeringens politik og kæmpe for SF's mærkesager. Det er en opgave, som jeg glæder mig meget til, siger Jesper Petersen til Lokalavisen.dk.
- Vi kommer til at lægge ryg til kritik fra de borgerlige, der fortsætter deres skræmmekampagne, siger Jesper Petersen,
Det er dog ikke kun den borgerlige opposition, der vil være kritisk over for S-R-SF-regeringen. Også SF's bagland vil se resultater.
- Det ser jeg ikke som nogen kamp. Jeg tror, at alle har en forståelse for, at man ikke kan få alt på én gang. Samtidigt er mange stolte over det nye regeringsgrundlag, der afløser ti års borgerligt styre. Men jeg får selvfølgelig en formidlingsrolle i den forbindelse.
Fra flere sider var Jesper Petersen nævnt som et bud på en ny skatteminister. Men der var ingen ministerbil til den 30-årig sønderjyde i denne omgang.
- Jeg er smigret over, at flere har nævnt mig som minister. Men det er ikke noget, som jeg havde regnet med, så jeg er ikke skuffet. Jeg knokler på, og så må vi se, hvor langt det rækker.
Selv om Jesper Petersen nu får en ny rolle, lover han at holde fokus på de sønderjyske emner.
- Jeg kommer til at have tæt kontakt med de nye ministre, og jeg vil bruge den kontakt til at rejse de nødvendige sønderjyske sager. Derudover vil jeg gøre mit for at fasteholde det gode samarbejde mellem sønderjyske politikere på tværs af partiskel.
Jesper Petersen stammer fra Hammelev ved Vojens og blev første gang valgt ind i Folketinget i 2007 i Sønderborgkredsen. Ved det netop overståede valg blev han genvalgt i samme kreds og fik 4340 personlige stemmer.
Dermed er to af de politiske ordførere på Christiansborg valgt i Sønderborg, idet Ellen Trane Nørby er politisk ordfører for Venstre.

Publiceret 04 October 2011 16:00