Borgmester Gylling Haahr byder de 100 fremmødte børn velkomne til årets Børnenes Efterårsudstilling på Varde Museum.

Borgmester Gylling Haahr byder de 100 fremmødte børn velkomne til årets Børnenes Efterårsudstilling på Varde Museum.

100 børn og en borgmester på Varde Museum

Børnenes Efterårsudstilling på Varde Museum blev åbnet af en glad og stolt borgmester, Gylling Haahr.

Af
Kim Schou

Glad, fortalte han børnene i sin åbningstale, fordi udstillingen i år netop handler om Vadehavet. Stolt, fordi børnene virkelig har fanget ideen om at Varde og omegn har haft en central rolle i Vadehavets historie. Borgmesteren fremhævede især, at børnene i fra Børnehaven Kærhøgevej havde lavet en stor Jydepotte-gryde med Jørgen Jyde i. Jørgen, Jørgen Jyde sejlede netop af sted til resten af verden med det lokale produkt, gryder lavet af ler. Med sig tilbage havde de fliser, en idé, billedkunstholdene på Tistrup skole har vist ved at lave en hel væg af ”Vadehavsfliser”. I alt har 15 klasser og 2 børnehaver bidraget med værker til udstillingen.

Børnehaven Kærhøgevej

Pædagogerne fra Børnehaven Kærhøgevej var rigtig glade for, at deres børnehave var med i udstillingen. Børnene har brugt en hel måned på at snakke om børnerimet Jørgen, Jørgen Jyde, sejled’ i en gryde… ”Hvorfor er det gryden sprækker”, har pædagogerne spurgt. ”Og hvad gjorde Jørgen så?”. Det satte børnenes fantasi i gang, så de fortalte historier om Jørgen og gryden og den farlige sejlads til de voksne. Historierne blev skrevet ned i et hæfte. Som afslutning på emnet samledes børnene omkring bålmaden, der naturligvis blev lavet i en stor gryde. Hvert barn fik læst sin historie op for de andre. - Stoltheden lyste bare ud af dem, forklarer pædagog Jane Bech fra Børnehaven Kærhøgevej. - Historierne er med på udstillingen, sammen med Jørgen Jyde og hans mor i form af store papmache dukker. - De store og de små har arbejdet rigtig godt sammen, og det har været et fantastisk godt projekt for dem, fortæller pædagog Lone Sloth Carlsen fra Børnehaven Kærhøgevej. Vadehavsemnet var valgt i samarbejde med Vadehavets Formidlerforum, der er en sammenslutning af formidlere på museerne i Vadehavskommunerne. Dorte Vind, der er koordinator for Vadehavets Formidlerforum, var vildt begejstret over Varde Museums idé med at lave børneudstillinger, og hun har fået otte andre museer i Vadehavsområdet til at være ”med i legen”. Så den gode idé fra Varde har med årets tema omkring Vadehavet fået fodfæste hos en række museer syd for Varde. - De der fladfisk, der vælter ud af spanden, siger Dorte Vind om en af skolernes udstillinger. Den går rent hjem hos Vadehavets Formidlerforum. Det forslag går jeg hjem og lægger på hjemmesiden til skolerne, slutter hun. - Hvert år bliver vi overraskede over, hvor kreative børnene er, siger Museumsdirektør Claus Kjeld Jensen, der er rigtig glad for at de mange børn får større ejerskab til museet, når deres egne værker bliver udstillet.

Amalie, Sola, Signe og Mads fra Børnehaven Smørhullet viser deres kunst frem.

Amalie, Sola, Signe og Mads fra Børnehaven Smørhullet viser deres kunst frem.


Børnehaven Kærhøgevej foran deres værk ’Jørgen, Jørgen Jyde’.

Børnehaven Kærhøgevej foran deres værk ’Jørgen, Jørgen Jyde’.

Publiceret 13 October 2011 14:00