De to orkestre fra sidste års koncert

De to orkestre fra sidste års koncert

Brandværnsorkestre holder koncert

Så er det tid til den traditionelle efterårskoncert i Tønder.

Af
Af René Holm

Der er lagt op til festlige timer søndag, den 23. oktober kl. 14.00, når Højer frivillige Brandværnsorkester sammen med Brandværnsorkestret fra Ellerau spiller op i Tønder Kulturhus. Der vil foruden de to orkestre også være musikalsk indslag med sangkoret Kor-optimisterne under ledelse af Else Kirsten Lynggaard Ehmsen.
Byen Ellerau, er oprindelig venskabsby med den tidligere Højer kommune. Selvom kommunesammenlægningen betød, at venskabsbyerne blev droppet, har de to orkestre bevaret forbindelsen og mødes to gange årligt til en forårskoncert i Tyskland og en efterårskoncert i Danmark.
Til koncerten kommer Ellerau orkestret med 22 musikere under ledelse af dirigent Hans Jürgen Mischer. Højer frivillige Brandværnsorkester under ledelse af dirigent Anne Petersen, stiller med over 30 musikere
Til koncerten vil de to orkestre spille på skift, men også sammen, hvilket altid bliver imødeset med en vis spænding, idet de to orkestre ikke kan øve sammen forinden. Derfor kræver dette både nodedisiplin og dygtige dirigenter. Blandt fællesnumrene i år er blandt andet When the saints go marchin og et flot Beatles medley, samt melodier af den legendariske Ernst Mosch og hans Egërlander musikanten.
Hvad Ellerau orkestret spiller er altid en overraskelse. Derimod tør Højer godt røbe, at der blandt andet er et Charleston medley, Rock around the Clock og Tirolermusik på programmet.
Koncerten er også kendetegnet ved at der ikke er nogen konferencier, men at dirigenterne selv præsenterer alle numre, det i en charmerende blanding af det danske og det tyske sprog.
År for år har koncerten et stigende antal tilhørere, som kommer både nord og syd for grænsen. Sidste år var der over 300 glade tilhørere.

Publiceret 13 October 2011 13:00