(Arkivfoto: JCJ).

(Arkivfoto: JCJ).

Fint resultat for Lyserød Lørdag i Køge

Resultatet af dagens aktiviteter er nu gjort op.

Af
Martin Rasmussen

KØGE: Trods temmelig meget regn i løbet af dagen blev Lyserød Lørdag i Køge igen i år en succes med et pænt overskud på omkring 25.000 kroner til Kræftens Bekæmpelses Støt Brysterne-kampagne.
Lyserøde sløjfer og en række farvede bh'er udgjorde en festlig kulisse på Torvet, hvor Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling havde slået en bod op med lotterisalg, hvilket bidrog med næsten 4000 kroner til dagens overskud.
- Folk var meget positive, så det var en fornøjelse, siger lokalformand Guri Bøtting, der i dagens anledning iført lyserød paryk var en af dem, der bemandede boden.
Damefrokosten Ladies Lunch in Pink på Café Vivaldi var igen i år flagskibet ved arrangementet. Her deltog 67 kvinder, og arrangementet bidrog med små 10.000 kroner.
- Der var god stemning, og vi fik en fin frokost. Vivaldi klarede det til UG, siger Guri Bøtting, som udover god mad også kunne glæde gæsterne med underholdning i form af et møde med både en forfatter og en dragqueen.
Foruden de nævnte var en lang række af butikker og andre initiativer med ved Lyserød Lørdag. Frisør Sandbäck havde eksempelvis igen i år gjort meget ud af arrangementet, og Guri Bøtting sender en stor tak til alle, der bidrog til arrangementet.

Publiceret 13 October 2011 17:30