Arkiv: Skal man på hospitalet i hovedstaden må man vænne sig til, at der er længere mellem de ansatte.

Arkiv: Skal man på hospitalet i hovedstaden må man vænne sig til, at der er længere mellem de ansatte.

Flere fyringer på hovedstadens sygehuse

Først Herlev hospital. Nu Rigshospitalet. Mange stillinger skæres væk på hovedstadens hospitaler

I slutningen af september fyrede Herlev Hospital knap 60 ansatte.
Nu er turen kommet til Rigshospitalet, hvor 34 ansatte har fået besked om at de bliver fyret. Meldingerne kom mandag og tirsdag i denne uge, skriver Arbejderen.
”Hos os er det gået ud over medarbejdere sidst i 50'erne, som får svært ved at finde nyt arbejde”, siger fællestillidsrepræsentant for social- og sundhedsarbejderne, Lis Heidemann, til foa.dk.
Samtidig glæder hun sig over at antallet af fyringer er faldet fra de 54, som ledelsen meldte ud i slutningen af september, til 34. Det er lykkedes at bringe antallet af fyringer ned ved blandt andet at lave aftaler med ældre ansatte om at forlade jobbet.
I alt skal Rigshospitalet nedlægge 182 fuldtidsjob i 2012 for at få enderne til at mødes i budgettet.
Men det stopper ikke her. Yderligere 250 ansatte på sygehusene i Region Hovedstaden skal samlet set fyres i denne omgang.
Vibeke Westh, formand for Dansk Sygeplejeråd Hovedstaden har udtalt, at der slet ikke er balance mellem de voksende arbejdsopgaver, som sygehusene har, og de mange fyringer af personale. Hun mener, at politikere må træde i karakter og prioritere de mange opgaver, som hospitalerne skal tage sig af.
”Det er femte gang indenfor få år, at Herlev Hospital gennemfører en fyringsrunde", siger Karen Stæhr, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA til Arbejderen.
I denne omgang er Hovedstaden den eneste af landets fem regioner, der gennemfører en fyringsrunde.

null

Publiceret 13 October 2011 21:17