Køges head coach Roberto Velosa har forrygende succes i 1. Division og pokalturneringen. (Arkivfoto: JCJ).

Køges head coach Roberto Velosa har forrygende succes i 1. Division og pokalturneringen. (Arkivfoto: JCJ).

Flyvende Køge tager imod Virum

Af
Per Møller

BASKETBALL: Køge Basketball Klubs bedste herrehold har fået en forrygende start på den nye sæson, hvor holdet debuterer i landets næstbedste række, 1. Division, efter at oprykningen endelig lykkedes i foråret.
Køge har lagt fra land med tre flotte sejre og deler dermed førstepladsen med maksimumpoints efter tre kampe med Lemvig og Randers Cimbria.
Køge startede tilværelsen i 1. Division med en udebanesejr på 63-56 over Aarhus BF. Herefter blev det hjemmesejr på 85-72 over Stevnsgade, inden det blev sikre 74-41 på udebane mod Haderslev "Corpia".
Nu gælder det sæsonens fjerde kamp og den anden hjemmekamp i Køgehallen. Den afvikles i aften, torsdag den 13. oktober kl. 20.00 hvor Virum kommer på besøg. Virum er inden kampen på femtepladsen med 2 points for en sejr og to nederlag.
Køge kan således ikke frasige sig favoritværdigheden i kampen.
Det er ikke kun i 1. Division, Køge har succes. Også i pokalturneringen går det strygende. Her har holdet spillet sig frem til ottendedelsfinalen, hvor holdet har trukket hjemmebane mod Aabyhøj IF. Den kamp spilles torsdag den 27. oktober kl. 20.00 i Køgehallen. Køge sikrede sig adgang til denne runde med en sejr på 84-67 over Alba i sekstendedelsfinalerne.
Se Køge Basketball Klubs program i 1. Division her.

Publiceret 13 October 2011 05:45