Der var gang i dansen på Hovedbanegården. (Foto: www.aeldresagen.dk).

Der var gang i dansen på Hovedbanegården. (Foto: www.aeldresagen.dk).

Køgegymnaster indtog Hovedbanegården

KØGE: 80 gymnaster fra Køge Bugt Gymnastikforening var i går, onsdag den 12. oktober headhuntet til at markere Ældre Sagens 25 års jubilæum.
Måbende rejsende på Københavns Hovedbanegård standsede op og skiftede fra forbavselse til smil for at ende med at klappe i takt til musikken, da de 80 veloplagte gymnaster fra Køge Bugt Gymnastikforenings M/K hold spontant gav opvisning midt på den travle banegård.
Det var Ældre Sagen, som havde headhuntet gymnasterne fra Køge.
Anledningen er foreningens 25 års jubilæum, som på den måde blev fejret med en opvisning, hvor gymnaster dukker op af den blå luft og lidt efter lidt slutter sig til i smågrupper, indtil alle er på gulvet. Tre minutter senere er opvisningen forbi, og gymnasterne siver ud til alle sider og fortsætter deres forskellige gøremål.
Flashmob hedder den type overrumplende indslag, som foregår på offentlige steder. Og som spontant dukker op og forsvinder efter få minutter. Tilbage står publikum og tænker: Hvad skete der egentlig der?
- Helt så spontant er det ikke i det virkelige liv. De fleste gymnaster kommer fra M/K-holdet i Køge Bugt Gymnastikforening under ledelse af Lisbet Nielsen. I al hemmelighed har hun og gymnasterne øvet den lille serie, som havde premiere på Københavns Hovedbanegård i går. I overværelse af sagesløse rejsende og fem kameraer, som har foreviget det festlige indslag, fortæller Kirsten Skaaning fra M/K holdet til Lørdagsavisen.dk.
Resultatet kan ses på Ældre Sagens hjemmeside www.aeldresagen.dk/flash. Herfra er der et link til YouTube, hvor indslaget også ligger og kan ses over hele verden.
Filmen kan også ses her.
Øger livskvaliteten
For Ældre Sagen er de dansende ældre på Københavns Hovedbanegård en anden måde at synliggøre foreningens virke på.
- Tanken er, at videoen nu skal spredes på internettet som viral kommunikation og medvirke til at styrke billedet af ældre som en ressource både som personer og som gruppe i samfundet.
F.eks. står Ældre Sagens 11.500 frivillige hvert år for over 50.000 arrangementer, som er med til at øge livskvaliteten for danskere i den erfarne del af livet. Blandt andet er motion et område i rivende udvikling, og flere og flere ældre er blevet klar over, at de selv må tage ansvaret for deres helbred. Dansen på Hovedbanegården er en illustration på den udvikling, der er i gang. Det er en kort fortælling om, hvad Ældre Sagen står for – og så er det jo også sjovt, siger Tom Nervil til www.aeldresagen.dk.

Publiceret 13 October 2011 12:00