Designer Tom Christiansen er manden bag Legolands hidtil største økonomiske satsning Polar Land. Biolog Lars Nørholm Jensen får ansvaret for de 15 pingviner, der får deres helt eget anlæg at boltre sig i.

Designer Tom Christiansen er manden bag Legolands hidtil største økonomiske satsning Polar Land. Biolog Lars Nørholm Jensen får ansvaret for de 15 pingviner, der får deres helt eget anlæg at boltre sig i.

Levende pingviner i Legoland

Parken i Billund investerer 75 millioner kroner i Polar Land.

Af
Geert Madsen

Fra maj 2012 kan gæsterne i Legoland i Billund opleve levende pingviner – hele 15 af slagsen.
Det sker i forbindelse med, at forlystelsesparken investerer 75 millioner kroner i Polar Land, som kommer til at omfatte et 12.500 m2 stort område med pingvinanlæg, Polar X-plorer – verdens første rutschebane med frit fald på 5 meter, en restaurant og den nuværende Power Builder, som bliver omdannet til en flyvesimulator.
Det er den hidtil største økonomiske satsning i Legolands historie. Det nye område er blevet udviklet af parkens egen designer Tom Christiansen, som har svært ved at skjule sin begejstring over det nye anlæg, som håndværkerne er i fuld gang med at bygge. Det ventes, at Polar Land officielt kan tages i brug i maj næste år.
- Udgangspunktet for hele projektet er, hvad der foregår på såvel Nord- som Sydpolen. Det er et projekt, som har været på vej gennem længere tid, for det er så omfattende, at det ikke skabes fra den ene dag til den anden. Og da slet ikke, når det også skal kunne tage imod levende pingviner, fortæller Tom Christiansen.

Aktive beboere

Om det bliver pingvinerne eller Polar X-Plorer, som kommer til at stjæle den største opmærksomhed, kan kun fremtiden vise. Men designen lægger ikke skjul på, at der venter "polarforskerne" noget af en tur i rutschebanen med en topfart på 65 km./t.
Den næsten to minutter lange tur fører forbi isvandfald, forbi imponerende polardyr bygget i Legoklodser og ind i et kæmpestort bjerg. Her braser snescooterne gennem isen i 5 meters frit fald.
Centralt for det nye Polar Land bliver et pingvinanlæg, som kan huse 15 Gentoo pingviner, som Legoland henter hos Edinburgh Zoo i Skotland, der har 120 af slagsen, og som har ansvaret for avlsarbejdet i Europa. Pingvinerne kommer til Billund i løbet af februar, så de kan vænne sig til de nye omgivelser, inden der kommer publikum i parken.
- Der er tale om nogle meget aktive pingviner, som elsker at svømme, og vi indretter derfor anlægget, så det minder om deres naturlige hjemsted. Anlægget bliver lydisoleret og ruderne mørklagt indefra, så pingvinerne ikke bliver stressede af de mange besøgende, siger biolog Lars Nørholm Jensen, der får ansvaret for pingvinernes nye hjem.
Med det nye Polar Land tager Legoland endnu et skridt i retning af at blive Nordeuropas mest attraktive ressort for børnefamilier. 2012-sæsonen åbner lørdag 31. marts.

Publiceret 13 October 2011 11:00