Der var mug i isterningemaskinen på Jensens Bøfhus i Roskilde. Det gav en sur smiley til stedet.

Der var mug i isterningemaskinen på Jensens Bøfhus i Roskilde. Det gav en sur smiley til stedet.

Muggen smiley til Jensens Bøfhus

Af
Anette Gundlach

Jensens Bøfhus i Roskilde har fået en sur smiley, fordi der blandt andet blev fundet skimmel i isterninge-maskinen, hvor listerne var helt sorte.
Fødevarechef Bjørn Wirlander siger til Dagbladet, at der overhovedet ikke må være skimmel i fødevarer, fordi skimmel udvikler toksiner og er giftigt og sundhedsskadeligt for mennesker.
Det er tredje gang på kort tid, at Jensen’s Bøfhus har problemer med fødevarekontrollen. Senest fik to restauranter i København sure smileyer og bøder.
Det var dog ikke den eneste mangel Fødevarestyrelsen fandt på Jensens Bøfhus i Skomagergade i Roskilde, da der blev lavet kontrolbesøg.
Køleskuffen, hvor det ferske kød blev opbevaret, kunne ikke lukkes, hvilket betød, at kyllingens temperatur var alt for høj.
Den blev målt til at være 11,7 grader, og den må højest være fem grader.
Da køkkenchefen ankommer, bliver denne bedt om at lukke skuffen, og det klares lige præcist med besvær.

Rådden lugt

Der blev fundet endnu flere fejl på de knap to timer, som det tog Fødevarestyrelsen at gennemgå restauranten.
Restaurationens opvaskeafdeling lugtede fordærvet, og der var roddet og beskidt, ligesom rent bestik stod sammen med gammel opvask.
Den beskidte opvaskeafdeling i restauranten fungerer desuden som gennemgang mellem køkken og køle/frostrum, står der i rapporten fra Fødevarestyrelsen.
Restauranten har fået en bøde på 10.000 kroner. Administrerende direktør for Jensens Bøfhus Jesper Rosener lover i Ekstrabladet, at restauranten hurtigt vil få orden på sagerne igen, og vil bede om at få Fødevarestyrelsen hurtigt ud igen, så smileyen kan komme tilbage.

ag@roskildeavis.dk

Publiceret 13 October 2011 10:30